Omkring klokken 21.00 tirsdag aften kunne Park & Vej sammen med politiet fjerne afspærringen for bilisterne på Østre Ringvej i Næstved.
Siden tidlig eftermiddag har vejen været spærret, fordi en lastbil tidligere på dagen ramlede ind i den ikoniske A-bro og et stort oprydningsarbejde på stedet, har været i gang.
- Der har været en del trafikkaos på grund af ulykken her til eftermiddag, da folk skulle hjem fra arbejde, men det er heldigvis overstået nu, fortæller Park & Vejchef, Morten Toft Hansen.
Artiklen fortsætter under billedet.
En forsikringssag
Klokken 12.42 tirsdag ramlede en lastbil ind i broen ved Kalbyrisskolen og efterfølgende styrtede broens brodæk sammen. Kranen på lastbilen var ikke sænket, og det var den, som ramte ind i broen. Lastbilens chauffør slap dog uden alvorlige skader, og blev efter ulykken bragt til Slagelse Sygehus.
Ifølge Næstved Kommune er ulykken en forsikringssag, og det firma, som har været skadesvoldende, vil blive draget til ansvar, lyder det.
- Hele broens funktion - at kunne føre mennesker fra den ene til den anden side - er jo ødelagt. Og det er et mirakel, at der ikke er sket personskade, hverken for lastbilchaufføren, for andre trafikanter eller for gående på broen, siger Morten Toft Hansen, Vej & Parkchef.
Artiklen fortsætter under videoen.
Nu skal broens konstruktion undersøges nærmere af eksperter.
- Vi har lavet en visuel vurdering, fjernet to brofag, som hang ud over vejen og der er ikke nogen fare for, at resten styrter sammen, lyder det fra Morten Toft Hansen.