¨

Unge gaderæsere et stort skridt nærmere drømmen om at køre lovligt

Kenneth Clausen og Nikolaj Winckler har en drøm, og de har sat sig for at føre den ud livet. De vil køre gaderæs lovligt.

Kenneth Clausen (tv.) og Nikolaj Winckler var glade efter mødet med Næstved Kommune. Nu fortsætter de arbejdet med at finde et sted at køre gaderæs lovligt.  Foto: Toke Grøndahl - TV2 ØST

- Vi drømmer om at finde et sted, hvor vi kan køre lovligt.

Så enkelt er budskabet fra 21-årige Kenneth Clausen fra Næstved. Han er formand for Striben Legal – et initiativ, der lige nu tæller ham selv og hans kammerat Nikolaj Winckler fra Skælskør og så omkring 3.000 følgere på Facebook.

Kenneth Clausen ved sin bil, som han håber på at komme til at køre lovligt ræs i i fremtiden. Foto: Kevin Rasmussen - TV2 ØST

De bilglade drenge er mest dukket op i medierne, når det har handlet om ulovligt gaderæs og folk, der var trætte af det, og nu vil de forsøge at finde et sted, hvor de kan udleve deres hobby på lovlig vis.

- Striben Legal er stablet på benene for at lave et sted, hvor folk kan samles, uden at der er problemer i det, og uden at man skal flygte fra politiet, for det synes de fleste ikke er sjovt. Vi vil gerne finde et sted, hvor folk kan være sig selv, drikke en sodavand og spise en pølse og hygge om bilerne. Det er drømmen, siger Kenneth Clausen.

2.800 medlemmer på halvanden måned

Gaderæs har eksisteret i årtier. Blandt andet i industriområdet på Ydernæs i Næstved er der  blevet kørt gaderæs. Politiet fortæller, at mellem 30 og 50 biler som regel er samlet ved træffene, men nogle gange når tallet op på 100.

Problemet er, at der bliver kørt ræs i høj fart på en offentlig vej, der ikke sikkerhedsmæssigt er egnet til den slags. Samtidig klager borgere i området over støjen fra både biler og de mange mennesker, ræsene samler.

- Folk er trætte af at høre på os, og de er trætte af, at der bliver lavet ballade. Vi er også trætte af ikke at have et sted, hvor vi kan køre lovligt, og derfor fik jeg ideen til at lave Striben Legal, siger Kenneth Clausen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kenneth og Nikolaj har fået lavet trøjer med 'Striben Legal'. Nu skal de have dannet en forening.  Foto: Toke Grøndahl - TV2 ØST

Og det har vist sig, at interessen for at køre gaderæs lovligt er stor. På få timer fik gruppen 800 medlemmer, og nu har 2.800 personer meldt sig ind i fællesskabet.

- Vi er rigtigt mange, der kører gaderæs, men folk har jo gemt sig i krogene, fordi det er ulovligt. I virkeligheden er det bare et stort fællesskab. Vi kommer alle sammen for biler og noget, der har motorer på. Det er det eneste, vi kommer for, siger Nikolaj Winckler.

Positivt møde med kommunen

Han og Kenneth sendte for nogen tid siden en mail til Næstved Kommune med deres idé og bad om et møde.

Det sagde kommunen ja til, og i slutningen af september mødtes de med Torben Kelm Danielsen fra Center for Trafik og Ejendomme.

- Mødet gik over al forventning, og responsen fra kommunen var positiv. Før mødet med kommunen vidste vi ikke, om det hele ville gå i vasken, men efter mødet er der håb forude. Nu kan vi arbejde videre, lyder det fra Nikolaj Winckler, som sammen med Kenneth nu skal i gang med at danne en egentlig forening.

To forslag

De unge ræsere præsenterede to forslag til kommunen. Et hvor de får hjælp til at finde et areal, hvor de kan bygge deres egen bane, så de kan køre ræs på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde.

De havde tænkt mange gode tanker om, hvordan det skulle gøres, og de havde forberedt sig grundigt. 

Torben Kelm Danielsen, chef for Center for Trafik og Ejendomme, Næstved Kommune

Her er drømmen, at der også skal køres traktortræk, laves truckerevents og dragrace, og så skal der være en stor parkeringsplads med kvadratmeter nok til at vise bilerne frem. Drengene vil finansiere projektet gennem sponsorater og abonnementer. 

Det andet forslag går på sammen med kommunen at finde et stykke offentligt vej, som kan afskærmes, når der skal køres ræs.

- Det vigtigste er at få lov til at køre og mødes et sted uden at blive jaget væk, så lige nu vil vi være glade for det hele. Bare vi kan få lov til at holde noget arrangement, siger Kenneth Clausen.

Gjorde indtryk

Og drengene kom måske drømmen lidt nærmere på mødet med Næstved Kommune. I hvert fald gjorde de indtryk på Torben Kelm Danielsen.

- Jeg synes faktisk, de var gode til at præsentere deres ideer. De havde tænkt mange gode tanker om, hvordan det skulle gøres, og de havde forberedt sig grundigt i forhold til, hvor det kunne være, og hvordan forholdene skal være for, at det kan lade sig gøre.

Artiklen fortsætter under billedet.

Torben Kelm Danielsen fra Næstved Kommune var positiv over for drengenes forslag om en bane at køre ræs på.  Foto: Toke Grøndahl - TV2 ØST

- Og så synes jeg ikke mindst, at det var interessant at høre, hvor mange medlemmer de allerede har fået. Der er rigtigt mange, der gerne vil det her, siger Torben Kelm Danielsen, der er chef for Center for Trafik og Ejendomme.

Kan sætte Næstved på landkortet

Han ser flere potentialer i projektet, som ikke bare kan blive interessant for de fartglade, men også for Næstved Kommune.

- Vi kan høre ved andre events, som de sammenligner med, at der kommer 10.000-20.000 mennesker. Det betyder selvfølgelig noget i forhold til at sætte Næstved på landkortet, men vi ved også godt, at der er nogle ufordringer ved det her, og der er noget sikkerhed, der skal være på plads, så vi skal helst finde et sted, hvor vi ikke generer andre mennesker i stor stil, men det er de unge helt klar over.

Det er op til politikerne i Teknisk Udvalg at beslutte, om Næsted Kommune vil hjælpe de unge med at få stablet en bane til gaderæs på benene.

På næste udvalgsmøde bliver de orienteret om forslagene fra Kenneth og Nikolaj, og så tager de stilling til, om Næstved Kommune skal arbejde videre med projektet.

TV2 ØSTs ungdomsredaktion fulgte Kenneth Clausen og Nikolaj Winckler til mødet med kommunen. Du kan se indslaget med dem på Instagram eller YouTube.

VIDEO: Se eller gense indslaget fra 16. august, hvor vi fortalte om, at unge kæmpede for lovlige rammer til gaderæs.

03:33 Luk video
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App