Ung legetøjssvindler skal fejre både jul og påske i fængsel

En 20-årig mand er blevet idømt et års ubetinget fængsel efter en omfattende bedrageri-sag, hvor han snød med salg af legetøj på nettet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er penge i at sælge brugt legetøj og computerspil på nettet – i hvert fald hvis man kun tager imod pengene fra køberne af legetøjet – og aldrig sælger det.

Det mente en ung mand fra Vanløse tilsyneladende, da han i foråret og forsommeren gennemførte hele 35 forsøg på bedrageri ved salg af eksempelvis brugt legetøj og gamle computerspil.

Han blev fredag blev idømt ét års fængsel som en følge af bedrageriet – og rykker direkte tilbage i fængsel.

Det oplyser anklager Mia Østergaard fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Jeg er godt tilfreds med dommen, der flugter med det, som jeg krævede, siger anklageren til TV ØST.

Erkendte sig skyldig

Manden boede i foråret i Næstved, og det er derfor at sagen behandles af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

I 20 af sagerne er det lykkedes manden at få ”købere” til at overføre penge til sig for varer, som han ikke havde i sinde at sende til dem. I de resterende 15 tilfælde fattede ”køberne” mistanke om snyd, og manden blev derfor dømt for forsøg på bedrageri i disse forhold.

Den 20-årige erkendte sig skyldig i forholdene, da sagen fredag blev behandlet ved i Retten i Næstved.

Sagen er blevet efterforsket Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis særlige enhed, Øko Task Force.

Manden blev straffet så hårdt, da det ikke er første gang han straffes for denne type kriminalitet. Han har tidligere fået en betinget dom for lignende kriminalitet – og det ene års fængsel er derfor også en fællesdom, der også omfatter den tidligere kriminalitet.

Den 20-årige mand udbad sig betænkningstid vedrørende dommen, og han blev varetægtsfængslet efter dom.


Nyhedsoverblik