Ubehagelige dampe i nyopført skolebygning

EUC Sjællands tekniske gymnasium på Jagtvej i Næstved har sendt elever og lærere hjem. Gulvbelægningen i den nyopførte bygning afgiver dampe.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi har nogen tid haft bøvl med indeklimaet. Det virkede ikke rart at være der. Luften var meget tør og tung, siger uddannelseschef John Norman til Sjællandske.

Det er Næstved-byggefirmaet Børge Jakobsen & Søn, der står for byggeriet, som har været i brug i mindre end et år. Det var det samme firma, som stod for byggeriet ved Handelsskolen Sjælland Syd i Næstved, hvor loftet faldt ned i december sidste år. Og direktør Peter Jakobsen er heller ikke stolt af det.

- Det er meget pinligt. Og at det så sker to gange på et år, er ikke nogen solstrålesag, siger han til Sjællandske.

Han tilføjer dog, at det er en underleverandør, problemet ligger hos, og han mener derfor, problemet er ude af byggefirmaets hænder.

- Det er nogle af de ting, der sker, som vi ikke selv er herre over, siger han. Det vides ikke endnu, hvor farlige dampene er, men skolen tager sine forholdsregler.

- Vi ved endnu ikke, om det er farligt. Det kan vise sig at være uskadeligt, men det kan også vise sig at være noget andet, siger uddannelseschef John Norman.


Nyhedsoverblik