I oktober 2015 oprettede to kvinder en falsk Facebook-profil med navnet Sofia Hansen.
Den brugte de til at narre en 43-årig handicappet mand fra Sorø. De fik ham blandt andet til at overføre 40.000 kroner til dem med MobilePay.
Og nu er de to kvinder – den ene 20 år og fra Ringsted og den anden 18 år og fra Herlufmagle – sammen med en 21-årig mand fra Haslev blevet dømt ved Retten i Næstved for indtil flere forbrydelser mod den handicappede mand.
Truede med bushammer og topnøgle
Foruden bedrageriet gennem Facebook blev den 20-årige kvinde dømt for røveriforsøg. I december 2015 fik hun nemlig lokket den handicappede mand til Sorø Station, hvor hun truede ham med en bushammer til at udlevere hævekort og mobiltelefon. Den 43-årige mand fik dog afværget forsøget ved at råbe op og køre frem mod hende med sin rollator.
Derudover er de alle tre dømt for dagen efter røveriforsøget at have truet med en topnøgle ved busterminalen i byen. Her fik de unge mennesker manden til at udlevere sin mobiltelefon. Den 20-årige kvinde brugte bagefter hans hævekort til at oprette abonnementer på tjenester som Netflix, Spotify og TV 2 Play.
Modtog dommen
Den 20-årige kvinde blev ifølge Sjællandske kendt skyldig i røveriforsøg, røveri, bedrageri og databedrageri. Hun blev idømt 10 måneders betinget fængsel, 150 timers samfundstjeneste og løbende tilsyn fra Kriminalforsorgen.
Kvinden på 18 år blev kendt skyldig i bedrageri og røveri. Hun fik en straf på fem måneders betinget fængsel, 100 timers samfundstjeneste og løbende tilsyn fra Kriminalforsorgen.
Den 21-årige mand blev kendt skyldig i røveri, tyveri, forsøg på tyveri og hærværk. Han fik 10 måneders betinget fængsel, 150 timers samfundstjeneste, og han skal også løbende have tilsyn af Kriminalforsorgen.
De tre havde op forhånd indrømmet stort set alle de forbrydelser, de var tiltalt for. De valgte at modtage dommen.