Tre unge anholdt: Opførte sig "dummere end politiet tillader"

Tre unge skulle måske have valgt en anden strategi, hvis de ikke ville ende bag tremmer. Eftersøgt for indbrud troppede de nemlig selv op foran politigården i Næstved.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

"Dummere end politiet tillader". Sådan beskriver politiet selv tre unges opførsel i Næstved tidligt lørdag morgen.

De tre havde nemlig forsamlet sig foran gitterporten til Næstved Politigård, hvor de lavede larm og råbte ind mod gården.

Da betjentene på vagt kiggede ud, valgte de tre unge at vise skråt-op fingre til dem.

Herefter stak de på én knallert af fra stedet med politiet lige i hælene.

I en privat indkørsel væltede de på knallerten og to af dem blev fanget af patruljen.

- Politiet takker for deres ihærdige indsats på at gøre opmærksom på sig selv

Vendte selv tilbage

Den tredje passager var dog ikke ude af politiets hænder længe. Kort tid efter vendte han nemlig igen tilbage til politigården, hvor han forsøgte at springe over en port.

Ved anholdelserne af de tre kunne politiet konstatere, at de havde mere på samvittigheden end morgenens opførsel.

Den ene var eftersøgt for flere indbrud og tyverier. De to andre blev genkendt som mulige gerningsmænd til indbrud.

- Politiet takker for deres ihærdige indsats på at gøre opmærksom på sig selv, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Politiet vurderer, at de alle tre var påvirket af stoffer.

 


Nyhedsoverblik