Trafikuheld skabte problemer i Næstved

Et mindre uheld på landevejen ved Næstved Megacenter gav søndag middag trafikale problemer i Næstved.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To personer er på vej til Slagelse Sygehus, efter de ved middagstid var involveret i et mindre trafikuheld ved Næstved Megacenter cirka 400 meter før den store rundkørsel på landevejen i retning mod byen.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

- Uheldet var i sig selv ikke alvorligt, men det gav jo en del trafikale problemer, fordi vejen ud af Næstved er meget befærdet, siger vagtchef Søren Østervig til TV ØST.

Vagtchefen oplyser, at politi er til stede ved uheldet for at dirigere trafikken på stedet.

- Det er ikke uheldet, der i sig selv er årsag til problemerne - men de mange udrykningskøretøjer på stedet betød, at trafikken kun vanskeligt kunne passere forbi stedet, siger vagtchefen.

Politiet opfordrer bilisterne til at bruge Ring Øst for at slippe udenom den belastede landevej.

Søren Østervig oplyser, at de to personer, der er kørt til sygehuset, tilsyneladende er sluppet med knubs ved uheldet.


Nyhedsoverblik