Tobias voksede op med byggeri - i dag er han blandt Europas bedste snedkere

For Tobias Preilev Hansen har træarbejde og byggeprojekter været en del af hans liv, så længe han kan huske.

21-årige Tobias Preilev Hansen fra Rønnebæk i Næstved er blandt Europas bedste bygningssnedker-elever. 

Det beviste han i september, da han fik sølv ved EuroSkills 2023.

Tobias Preilev Hansen, bygningssnedker fra Næstved, er her fotograferet til konkurrencen DM i Skills i 2023.
Tobias Preilev Hansen, bygningssnedker fra Næstved, er her fotograferet til konkurrencen DM i Skills i 2023. Foto: Lasse Lagoni

Han var desuden den dansker, der fik flest point på tværs af samtlige konkurrencer til konkurrencen i Gdansk i Polen.

- Jeg klager da ikke. Jeg gik jo efter at få metal med hjem, og så blev det til to medaljer. Så det er jeg rimelig stolt over, siger han.

Euroskills 2023

Euroskills er en europæisk håndværker-konkurrence, hvor Europas største unge talenter indenfor service og håndværksfag er samlet. I år blev den afholdt i Gdansk i Polen.

Konkurrencen løber af stablen henover flere dage, hvor de særligt udvalgte deltagere forbereder sig og viser, hvad de kan med deres håndværk. I bygningssnedkerkonkurrencen skulle deltagere færdiggøre deres produkt på 18 timer - kun 3 nåede det inden deadline.

32 lande deltager i Euroskills, og 600 unge under 25 år dyster i 43 forskellige kategorier.

Byggeprojekter fra barnsben

Han står i lære hos virksomheden Mester Madsen i Bårse, men håndværker-rejsen begyndte lang tid før.

Træarbejdet har været en del af hans liv siden barndommen med en far, der er udlært møbelmaskinsnedker.

Det fortæller Tobias Preilev Hansen i TV2 ØST-serien "Europas bedste håndværkere".

Se historien om Tobias Preilev Hansens vej ind i bygningssnedkerhåndværket her.

Her viser han barndomsbilleder, der viser, hvordan han var med, når forældrene kastede sig ud i projekter. 

For eksempel da familien byggede et shelter og et klatretårn. Og deres hus. 

- Jeg var fem år. Men jeg var da med, fortæller han med et smil på læben. 

Du kan møde flere skills-vindere her fra regionen i vores serie Europas bedste håndværkere på TV2 ØST Play.


Nyhedsoverblik