Til kamp mod højresvingsulykker – 55.000 børn rustes med refleksveste og gode vejmanerer

Med op mod 1.000 alvorlige cykelulykker om året er der nok at kæmpe for. I denne uge lærer skolebørn om gode vaner i trafikken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

November står for døren, og de mørke morgener er over os. Det gør det sværere at se hinanden i trafikken. Især hvis ikke man har godt med lys og reflekser på.

Det er ofte de bløde trafikanter, det går udover, når uheldet er ude. Alene sidste år kom 919 cyklister til skade eller blev dræbt i trafikken, viser tal fra Vejdirektoratet.

quote Vi har sendt 55.000 grønne refleksveste ud til anden klasse i de danske skoler

Malene Vitus, projektleder for Lastbilkaravanen

Over halvdelen af gangene kom cyklister til skade i et vejkryds, hvor særligt en type af ulykker er i højrisiko for at ske – højresvingsulykkerne – lastbilchaufførernes absolutte mareridt.

Derfor har trafiksikkerhedskampagnen Lastbilkaravanen igen i år sat kurs mod landets skoler for at lære skolebørn om trafiksikkerhed.

- Normalt plejer lastbilcaravanen at besøge 3.000 elever på en uge, men i år er vi grundet corona nødt til at gøre det anderledes, siger Malene Vitus, projektleder for Lastbilkaravanen.

- Så vi har sendt 55.000 grønne refleksveste ud til anden klasse i de danske skoler.

Malene Vitus, projektleder for Lastbilkaravanen fortæller at årets kampagne er blevet noget anderledes på grund af corona. I stedet bliver der sendt refleksveste ud til anden klasse-elever i de danske skoler.
Malene Vitus, projektleder for Lastbilkaravanen fortæller at årets kampagne er blevet noget anderledes på grund af corona. I stedet bliver der sendt refleksveste ud til anden klasse-elever i de danske skoler. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

I år er det derfor kun fire skoler, der får besøg af lastbilkaravanen. I dag var det Hindholm Privatskole nær Fuglebjerg, Næstved, der fik besøg af Lastbilkaravanen.

Husk at få øjenkontakt

quote Det er meget meget sjovere, hvis man ikke bliver kørt over

Magda, Lastbilkaravanen

Med sig har Lastbilkaravanen to store lastvogne. Her fik eleverne mulighed for at kravle op i førerhuset og se, hvad det er, lastbilchaufføren kan se – og ikke se – fra sin plads bag rettet og spejlene, når en cyklist smyger sig op langs siden på lastbilen i et lyskryds.

- Jeg håber, når de står i et trafiklys ved siden af en lastbil, som skal til højre, at de så tænker: Hov, jeg flytter mig lige, for det er ikke sikkert, han har set mig, siger Bjørn Nielsen, lastbilchauffør fra Stovby, der viste eleverne rundt.

Han fortalte blandt andet eleverne, at det er en god idé at få øjenkontakt med chaufføren, så man ved, at han har set en.

Bjørn Nielsen, lastbilchauffør fra Stovby, håber, eleverne bliver mere opmærksomme, når de næste gang skal ud at cykle eller gå i trafikken.
Bjørn Nielsen, lastbilchauffør fra Stovby, håber, eleverne bliver mere opmærksomme, når de næste gang skal ud at cykle eller gå i trafikken. Foto: Bue Bukh Petersen - TV2 ØST

Før at gøre den alvorlige lære om sikker trafik lettere at fordøje og ikke mindst huske, så har Lastbilkaravanen taget musikeren Marianne Lewandowski med på tur. Hun optræder som Lastbilkaravanens hovedperson, Magda, der spiller, synger og danser med børnene i slagkraftige strofer:

- Det er meget meget sjovere, hvis man ikke bliver kørt over.

Og:

- Det er lettere at spise chips, hvis man ikke er pakket ind i gips.

Til Lastbilkaravanens første besøg i dag skulle også transportminister Benny Engelbrecht (S) have været med. Men grundet corona-situationen blev det dog til en hilsen på afstand, som ministeren sendte via sin Facebook-side:

Bag Lastbilkaravanen står Brancheorganisation for den danske vejgodstransport med støtte fra FDE Fonden. Lastbilkaravanen kører igen til næste år, hvor det er initiativtagernes håb, at man vil kunne besøge langt flere skoler igen.


Nyhedsoverblik