På trods af at der var tale om en soloulykke, blev ikke færre en ti biler indblandet i en ulykke i nat.
Klokken 00.32 modtog alarmcentralen et opkald om, at der var sket et færdselsuheld, og at der var to tilskadekomne.
Da politi, brandvæsen og ambulancer nåede frem til ulykkesstedet på Næstved Landevej i Rude, var der dog kun én tilskadekommen at finde.
Motoren fløj 50-100 meter
Han havde siddet i en Mercedes Sprinter, der i høj fart havde mistet grebet med vejen og var fløjet sidelæns ind i en autoforhandlers udstillingsbiler.
Herefter havde bilen slået en kolbøtte og var kuret omkring 50 meter længere hen ad vejen. I den forbindelse blev bilens motor flået ud. Den blev fundet på en mark 50-100 meter fra bilen.
Hundepatrulje og varmesøgende drone
Den tilskadekomne mand fortalte, at han ikke havde siddet bag rattet i den forulykkede bil, og da han var den eneste person på ulykkesstedet, igangsatte politiet en eftersøgning på den formodede chauffør.
Af frygt for at der kunne ligge en hårdt kvæstet i området, blev både en hundepatrulje og en varmesøgende drone rekvireret.
Politi ville udelukke, at der var en ekstra mand
Politiet fandt dog aldrig andre personer i nærheden, fortæller vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Som det ser ud lige nu, så arbejder vi ud fra den tese, at der kun var én person i bilen. Vi afsøgte området for at kunne udelukke, at der var en nummer to, siger han.
Den tilskadekomne mand blev bragt til hospitalet og er ikke i livsfare.
Foruden den forulykkede Mercedes blev ni udstillingsbiler fra forhandleren BN Auto og service ødelagt i ulykken.