Huset skal være jordfarvet. Men det er så blåt, som det kan blive.
Farven på den 75-årige Thor Nørgaards hus i Sandved ved Fuglebjerg har siden 2010, da han malede huset ultramarineblå, været en stor strid. Nu er striden endt i en fængselsstraf på 14 dage til Thor Nørgaard.
Det skriver Sjællandske.
Thor Nørgaard har ifølge avisen nægtet at betale de tvangsbøder, som han blev idømt ved Østre Landsret i december 2014. Bøderne er løbet op i samlet 30.000 kroner, men nu er bødestraffen blevet konverteret til fængsel i 14 dage.
Hvad kan jeg gøre andet end at grine af det? Det er jo fuldstændig til grin det her
Sagen har rullet, siden Thor Nørgaard malede sit hus blåt. Det stred imod lokalplanen i området, og naboerne klagede. Selv gik han til forsvar for huset og sagde dengang blandt andet til TV ØST, at farven havde en healende effekt.
Ejeren af det blå hus skal dog nødvendigvis ikke i fængsel, eftersom han får muligheden for at ansøge om at afsone straffen med elektronisk fodlænke.
- Hvad kan jeg gøre andet end at grine af det? Det er jo fuldstændig til grin det her, siget Thor Nørgaard til avisen.
Det er nu op til politiet at overdrage sagen til Kriminalforsorgen, som derefter indkalder Thor Nørgaard til afsoning.
Tager fængsel som en oplevelse fængselsstraf
Da Thor Nørgaard tidligere i år stadig ventede på at få svar fra retten om, hvorvidt kan skulle i fængsel eller ej, sagde han blandt andet til TV ØST:
- Det er jo egentlig meget godt. Så forsvinder gælden, og jeg kommer ind på kost og logi i 14 dage. Jeg skal godt nok have hunden i pension, og det koster 175 kroner i døgnet, men jeg gør det med glæde.
Den 75-årige pensionist udtalte dengang, at han ville tage turen i fængslet som en oplevelse.
- Jeg kan godt lide at lære noget i livet – komme steder hen og se ting og sager. Nu oplever jeg så fængslet. Det kan sgu da ikke være så slemt, sagde han.
Sætter huset til salg
Tilbage i april sagde Thor Nørgaard, at når de 14 dage var ovre, vil han væk fra Sandved, hvor han har boet i snart 20 år.
- Når jeg engang får malet huset svenskrød og gået det hele grundigt igennem, så sælger jeg skidtet og flytter tilbage til Jylland, sagde han dengang til TV ØST.
De mange års kamp har nemlig taget hårdt på ham.
- Jeg er død indvendigt. Der er ikke nogen, der kommer og giver mig et klap på skulderen og siger det skal nok gå alt sammen.