Taxachauffører lærer at håndtere demente kunder

Jan Pedersen har været på kursus i at arbejde med demente kunder. Det er en del af at større projekt, som Næstved Kommune deltager i, og som skal give demente borgere et bedre liv.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jan Pedersen har kørt taxa i Næstved i 12 år. Så han har prøvet lidt af hvert.

- Jo, det må man sige. Man oplever mange ting, fortæller han.

En af udfordringerne kommer, når han skal køre med demente. Noget, der sker nærmest dagligt.

- Der er jo også nogle der kan gå hen og blive voldelige og begynde at slå ud og blive aggressive og sure. Så man skal prøve sådan at spille med på, ja jeg var lige ved at sige legen, men det er selvfølgelig ikke nogen leg for dem. Det er ramme alvor for dem, siger Jan Pedersen.

Derfor var han for halvanden måned siden på kursus i håndteringen af demente. Og det synes han var godt.

- Ja, absolut. Jeg har virkelig fået noget ud af de kurser her. Og fået mere indblik i hvordan den dementes hverdag kan se ud.

Kassedamer og buschauffører skal også rustes

Det er ikke kun taxachaufførerne i Næstved, der skal på kursus. Næstved Kommune vil gerne uddanne både buschauffører, kasseassistenter og andre der møder de demente i hverdagen i, hvordan de skal håndtere dem. For sammen med fem andre kommuner - heriblandt Stevns - er de med i et forsøg, hvor de skal afprøve nye løsninger, der skal give demente et bedre liv.

- Det er jo selvfølgelig dels en helt grundlæggende viden om demens, men det er jo også en viden om, hvordan kommunikerer jeg med et menneske, som ikke forstår meningen med det, der ligesom skal til at foregå, siger Mette Pittelkow, som er specialist i demens og psykiatri i Næstved Kommune.

Flere initiativer på vej

Kurserne er kun en af flere ideer som er på tegnebrættet. Og de løsninger der virker, skal sandsynligvis bredes ud til flere kommuner senere. Og i sidste ende er målet, at hverdagen bliver lettere, bedre og mere tryg - for både de demente og dem omkring dem.

- Det er der vi gerne skulle være, hvor det er okay, at man glemmer, fordi de frivillige og de folk, der er omkring de her mennesker, de forstår hvad det handler om, siger Mette Pittelkow.

Jan Pedersen er i hvert fald godt tilfreds med initiativet.

- Absolut. Det var sådan en øjenåbner, siger han.

Så han kører videre. En smule bedre rustet til de demente end før.


Nyhedsoverblik