Tappernøjes vildeste julelys - Johnny har brugt over 80.000 kroner

For femte år i træk har Tappernøje holdt julelyskonkurrence. Årets tema var "overraskelse", og hos vinderen er der gjort meget ud af juleriet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En seks meter høj oppustelig julemand, store lysende, indpakkede gaver og en is-tunnel. Det er bare nogle af de ting, man kan opleve i Tappernøje, hvor julelysene har indtaget byen.

For femte år i træk har den sydsjællandske by holdt en konkurrence om de bedste julelys. I år vandt Johnny Jonassen fra Harevænget.

quote Jeg synes, det er er utroligt smukt. Det gør noget i den mørke tid

Johnny Jonassen, vinder af julelyskonkurrence

- Det er jo altid sjovt at blive anerkendt for det, man laver. Jeg startede jo med en 5-10 ting udenfor huset, men de seneste fem år har det grebet om sig. Nu har jeg 200 ting og 15-17.000 julelys, siger Johnny Jonassen og fortsætter:

- Jeg synes, det er er utrolig smukt. Det gør noget i den mørke tid.

Artiklen fortsætter under billedet.

IMG_5896
Foto: Privatfoto

"Årets overaskelse"

Hvert år har konkurrencen et særligt tema. I år var temaet 'overraskelse', hvor deltagerne skulle overbevise de syv jurymedlemmer om, at de havde de bedste og mest overaskende julelys. I år blev det altså Johnny Jonassen, der havde flere overraskelser.

- Julelysjuryen var meget imponeret over Johnnys hyggestue, som var lavet udenfor. Der var ild i kaminen, slumretæppe og masser af lys. Og så var der en is-tunnel, det var bare wow. Sådan en har vi ikke set før, fortæller Charlotte Roest, der er jurymedlem og initiativtager til konkurrencen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kærlighedtunnel hos en af de fire deltagere.
Kærlighedtunnel hos en af de fire deltagere. Foto: Privatfoto

- I år har vi forsøgt at lave mange af tingene selv. Der er en gammel kommode, vi har bygget om til en kamin. Der er lavet nisser, en kane og rensdyr bygget ud af krydsfinerplader. Vi har prøvet at gøre meget af det selv, så det ikke kun er ting, man køber, siger Johnny Jonassen. 

Det var dog tæt løb mellem de fire deltagere i konkurrencen. Der var nemlig kun ét point, der adskilte første- og andenpladsen. Med titlen vinder Johnny Jonassen en julegavekurv fra den lokale Fakta - og æren. 

Binder byen sammen

Konkurrencen er hvert år et tilløbsstykke for borgerne i byen. 300 mennesker har siden november besøgt de julepyntede huse, men næste håber arrangørerne på, at endnu flere vil deltage i konkurrencen.

- Jeg håber fremadrettet, at flere kommer med. Næste års tema bliver "årets hyggeligste". Julen er jo hygge, og det kan tolkes på forskellige måder. Det skal være åbent, så alle kan være med. Det enkle kan også vinde, bare man rammer årets tema, siger Charlotte Roest.

- Jeg synes bare, det er mega-hyggeligt. Konkurrencen binder byen sammen og skaber fællesskab. Der sker ikke lige så meget om vinteren som om sommeren, derfor kan det her binde byen sammen, siger Charlotte Roest.

Og undrer man sig over, hvad det koster at have så mange julelyst tændt, så er det faktisk ikke så galt igen, mener Johnny Jonassen.

- Lysene er tændt otte timer i døgnet. To timer om morgenen og seks timer om aftenen. Det giver en ekstraregning på 450 kroner på strøm på en måned. 

IMG_5910
Foto: Privatfoto

Nyhedsoverblik