En 19-årig mand er mandag morgen fortsat i kritisk tilstand, efter han lørdag faldt af en studentervogn i fart og slog hovedet voldsomt.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.
- Det er sådan, at vi ikke har hørt fra Rigshospitalet siden søndag eftermiddag, og vi får besked, når der er ændringer i mandens tilstand, oplyser vagthavende mandag morgen.
Den unge mand behandles på Rigshospitalets Traumecenter.
Studentervogn fra ZBC
Det var en student fra en klasse HHX-studenter fra ZBC i Næstved, der faldt af vognen.
Her samledes resten af klassen lørdag aften for at være sammen. Her vil de også få tilbudt krisehjælp.
Politiet kan ikke sige, hvorfor ulykken fandt sted - men har foreløbig udelukket fejl på vognen som årsag. Det kan skyldes ungdommelig kådhed under kørslen, har politiet tidligere sagt.
En tidligere vognmand kritiserede søndag sikkerhedsreglerne. Se indslaget her: