Storfamilie fik penge til at flytte væk fra Lolland

En socialt belastet familie kunne sidste år flytte fra Lolland til et lejet hus i Skanderborg på 520 kvadratmeter med jacuzzi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De havde ikke selv råd til at betale de 46.000 kroner i depositum, så det gjorde Lolland Kommune for dem, skriver Politiken søndag. Kommunen var ellers i gang med at undersøge omsorgssvigt i familien på baggrund af advarsler fra politi og borgere.

Med flyttehjælpen betalte kommunen sig fra at tage hånd om familien. Det mener professor i socialret Kirsten Ketscher fra Københavns Universitet, der over for Politiken kalder det »uansvarligt«, at Lolland Kommune trods mangeårigt kendskab til familien lånte dem penge til at flytte. Hun ser sagen som »eksport af sociale klienter«.

- Det virker fuldstændigt besynderligt på mig, at man udbetaler 46.000 kroner, for at de kan flytte hen i en anden kommune. Det har de på ingen måde ret til. Man forbedrer ikke børnenes levevilkår ved at flytte dem hen i et andet hus, hvis det stadig skal være sammen med forældre, som ikke har nogen forældreevne. Her svigter kommunen. Den har ikke overholdt forpligtelserne over for disse børn, siger Kirsten Ketscher til Politiken.

Lolland Kommune blev senest advaret om børnenes forhold, da familien i slutningen af 2008 blev smidt ud af et hus, hvor udlejeren efterfølgende måtte skifte gulvet ud, fordi familiens afføring havde ødelagt gulvbrædderne. Så uhumske forhold er i sig selv nok til, at børnene bliver fjernet, mener Kirsten Ketscher.

Familien med ni sammenbragte børn blev for lidt over en uge siden landskendt, da forældrene blev sigtet for vold og mishandling af den ældste datter. Da boede de i Brønderslev Kommune, for de havde ikke råd til at blive boende i det store hus i Skanderborg og flyttede efter fire måneder til et faldefærdigt hus i Nordjylland.

Af hensyn til tavshedspligten vil Lolland kommune ikke oplyse, hvorfor den lånte familien penge.

- Jeg kan sagtens forstå, hvis folk tror, at vi prøver at eksportere sociale problemer, men familien havde også fået flyttehjælp, hvis de havde søgt om at flytte internt i Lolland Kommune, siger børne- og ungechef Lotte Christensen til Politiken.

Bente Adolphsen, cand.jur. og lektor ved Den Sociale Højskole i Århus, vurderer også, at Lolland ikke havde ret til at låne familien penge til at flytte til Skanderborg. Og hun er bekymret over, at familiens tre seneste hjemkommuner alle har vurderet, at børnene havde det godt nok til at blive hos deres forældre trods gentagne advarsler fra borgere, skole og politi.

- Sådan må børn ikke leve i Danmark, det kan der ikke herske meget tvivl om. Vi skal passe på, at det ikke bliver o.k. at leve med lort op ad væggene og leve så uhumsk, at gulvene skal brækkes op bagefter, siger Bente Adolphsen til Politiken.

Lolland Kommunes borgmester, Stig Vestergaard, vil undersøge sagen, men har indtil videre tillid til sin forvaltning.

- Jeg er fuldstændig overbevist om, at vores sagsbehandlere har handlet korrekt i denne her sag. Men det får vi undersøgt nærmere i morgen, siger Stig Vestergaard.


Nyhedsoverblik