Stor skole er sat til salg i Næstved - men lokalplan skræmmer køberne

For 28 millioner kroner kan man købe ZBC's tidligere lokaler for SOSU-uddannelsen. Men der er strenge krav i lokalplanen for den store bygning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Uddannelsesinstitution ZBC søger en køber til en anseelig ejendom beliggende i Næstved.

Der er tale om uddannelsesinstitutionens tidligere hjem for SOSU-uddannelsen, som kort inden årsskiftet blev flyttet sammen med ZBC’s øvrige uddannelser i Holsted nord for Næstved.

quote Vi håber, der er nogen, der kan se potentialerne i det og har behovet

Glenny Hansen, uddannelsesdirektør i ZBC

- Vi havde plads på vores anden adresse her i byen og har samlet vores uddannelser ude foran Bilka, hvor vi har adresse, og dermed har vi denne bygning tilovers, fortæller Glenny Hansen, uddannelsesdirektør i ZBC om baggrunden for salget.

Bygningen har stået til salg siden efteråret, men hidtil er ingen køber bidt på krogen og lagt de 28 millioner kroner, som sælger kræver for de 4.600 forholdsvist nyrenoverede kvadratmeter.

Glenny Hansen, uddannelsesdirektør i ZBC, ser mange potentialer i bygningen for den rette køber.
Glenny Hansen, uddannelsesdirektør i ZBC, ser mange potentialer i bygningen for den rette køber. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

- Vi håber, der er nogen, der kan se potentialerne i det og har behovet og lysten til at overtage bygningen, siger Glenny Hansen.

Lokalplan spænder ben

Selve skolen er fra 1970’erne, men i 2010 undergik den en større renovering.

- Jeg tror, bygningen kan bruges til rigtig mange ting. Det er oplagt, den kan bruges som skole, men man kunne også forestille sig, den kunne bruges som domicil-bygning til en virksomhed, forklarer uddannelsesdirektøren videre.

Skolen blev renoveret i 2010. Foto: EDC Erhverv Poul Bech, Næstved
Skolen blev renoveret i 2010. Foto: EDC Erhverv Poul Bech, Næstved

Sagen er dog den, at lokalplanen foreskriver, at bygningen skal bruges som offentlig institution, og det indsnævrer således det i forvejen begrænsede køberfeltet til en 28 millioner kroner dyre bygning betragteligt.

Ifølge ejendomsmægler Michael Kristiansen fra EDC – der har til opgave at sælge ejendommen på Troensevej – var der ingen, der bød ind, da der var frist for første budrunde i oktober. Det oplyser han til mediet sn.dk. Han peger netop på lokalplanen som den helt store hæmsko for de potentielle købere, der har vist interesse i at bygge boliger på stedet.


Nyhedsoverblik