Speedway involverer hele familien - også forældrene har meget at lære

Både børn og voksne har meget at lære, når børnene går til speedway. Speedwayklubber inviterer forældrene til undervisning.

Gashåndtaget er helt i bund, når der køres speedway på banerne ved Glumsø.

Hver lørdag er det de fire til 10-åriges tur til at træne, og de ved godt, hvad det hele handler om.

- At vinde pokaler, siger Anakin Hansen på fire år, der kører speedway.

quote Jeg elsker at køre, fordi jeg kan køre stærkt, og far har gjort, at jeg kan give den mere gas

Alva Edel Zwierko, fire år

Det er dog ikke kun børnene, der skal lære, hvordan kurverne skal skæres, og hvornår man skal accelerere, men også forældrene har en masse at lære.

- Det kræver lidt af forældrene, for børnene kan ikke selv klare det. Der er en masse ting, der skal skrues i for at få grejet til at køre hurtigst muligt, siger Charlie Møller, der er træner i Holsted Speedwayklub, som lørdag var på besøg i Glumsø.

Forældre i lære som mekanikere

For Charlie Møller skulle hjælpe Slangerup og Glumsø Speedwayklub med ikke bare at træne børnene - men også forældrene, som blev undervist i at skille og samle motorcyklerne.

- Der er nogle, der er bedre til at skille det ad end andre, siger Charlie Møller.

Der blev lyttet efter, da der blev vist, hvordan man fikser en motorcykel.
Der blev lyttet efter, da der blev vist, hvordan man fikser en motorcykel. Foto: Signe Kaalund - TV2 ØST

Det er heller ikke altid helt let, mener forældrene, men med øvelse går det hele.

- Det vidste jeg godt - vi forældre er en stor del af sporten. Jeg havde bare ikke regnet med, at jeg også skulle være mekaniker, siger Camilla Andersen, der er forælder til en af speedwaykørerne i Slangerup Speedwayklub.

- Det kræver, at man får tingene forklaret et par gange, og så sidder det i fingrene, tilføjer Camilla Andersen. 

For fire-årige Alva Edel Zwierko virker det til, at hendes far har fundet ud af, hvordan man samler en speedway cykel

- Jeg elsker at køre, fordi jeg kan køre stærkt, og far har gjort, at jeg kan give den mere gas, siger Alva Edel Zwierko.