Nyhedsoverblik

Sovesalslærer fra Herlufsholm taler ud i retten

En tidligere sovesalslærer på Herlufsholm vidner torsdag i en sag, hvor fem drenge er tiltalt for vold og tvang.

Han vidner i en sag, hvor fem drenge fra 9. klasse er tiltalt for vold og ulovlig tvang mod to drenge fra 8. klasse på kostskolen i maj 2023.

Manden var sovesalslærer på den gang, hvor drengene boede i maj 2023.

Han talte med de to drenge, den aften hvor volden skal have fundet sted.

- Jeg møder to meget oprevne drenge. De er meget kede af det. Der er noget helt galt, siger sovesalslæreren i retten. 

De fem drenge er tiltalt for vold og ulovlig tvang ved at have givet de to 8. klassedrenge lammere og trælår og ved at have tvunget dem til at spise chips, som en af drengene havde berørt med sine kønsdele.

Læreren fortæller også, at der er en tavshedskultur på skolen.

- Der er en udpræget tavshedskultur med, at når der sker noget, så sladrer man ikke til nogen. Når der sker sådan noget, går man ikke til nogen med det, siger han.

På Herlufsholm er der ifølge læreren et udtryk, der hedder social død. Det betyder, at man er frosset ude af fællesskabet.

Der ventes at falde dom i sagen fredag. 

Læs også
Herlufsholmelever nægter sig skyldige i vold mod yngre drenge
Læs også
Herlufsholmelever nægter sig skyldige i vold mod yngre drenge