Anna Sofie Elsner og hendes søster Caroline fra Fuglebjerg satte tilbage i foråret et mål for dem selv. Det var at bestige Afrikas højeste bjerg.
Og efter flere måneders træning lykkedes det dem så at bestige Kilimanjaro i Tanzania.
- Det var fantastisk endelig at komme på toppen, efter så mange dage, hvor vi havde gået, siger Caroline Elsner.
Det var fantastisk endelig at komme på toppen, efter så mange dage, hvor vi havde gået
I september i år tog de nemlig afsted sammen med 48 andre eventyrlystne personer fra hele landet. De skulle sammen bestige bjerget i velgørenhedsprojektet Climb for Charity.
Gik for en god sag
Søstrene gennemførte en 35 kilometer lang rute i den gode sags tjeneste.
Mens de gik, samlede de samtidig penge ind til Børneulykkesfondens projekt Legeheltene. Legeheltene arrangerer aktiviteter for syge børn, der er indlagt på nogle af landets hospitaler.
Søstrene havde inden turen fået private og virksomheder til at donere et valgfrit beløb for hver højdemeter, søstrene nåede. Beløbene gik fra fem øre til to kroner.
Kvindernes strabadser resultererede i næsten 95.000 kroner fra forskellige sponsorer. Samtidig har hele holdet, der var afsted, samlet 900.000 kroner ind.
- Det er bare fantastisk at kunne støtte sådan et godt formål, og sørge for at der komme mere leg og aktiviteter for indlagte børn på de danske hospitaler, siger Anna sofie Elsner.
Artiklen fortsætter under billedet.
Fantastisk at nå toppen
Det var anden gang Anna Sofie Elsner besteg bjerget. Hun deltog også i Climb for Charity i 2017. Men det var første gang for lillesøsteren Caroline Elsner.
- Det sværeste på turen var den sidste nat, hvor vi skulle op klokken halv 12 og tage den sidste del mod toppen af bjerget. Vi var rigtig trætte, og det var begyndt at blive rigtig koldt, siger hun og fortsætter:
- Det var ned til minus 20 grader, og så var det bare rigtig stejlt. Vi gik i noget rigtig tungt grus. Det var rigtig hårdt.
Søstrene fulgtes op ad bjerget på store dele af turen. Men under den sidste del op mod toppen blev de adskilt.
Derfor kom Caroline Elsner først op på toppen af Kilimanjaro. Og på vej ned mødte hun så sin storesøster nogle minutter fra toppen.
- Jeg tror, jeg havde gået i ni timer, før vi nåede toppen. Og Caroline havde vel gået i otte timer, siger Anna Sofie Elsner og fortsætter:
- Det var fedt at stå på toppen, da vi endelig kom derop, efter man har gået der hele den lange nat.
Artiklen fortsætter under billedet.
Kom tæt på de andre deltagere
Undervejs boede deltagerne under primitive forhold. Samtidig kom deltagerne også meget tæt på hinanden.
Og Anna Sofie Elsner husker tydeligt en sjov oplevelse på turen, som de senere grinte meget af.
- En morgen vågner vi. Og så lugtede der bare rigtig meget af prut. Og hende jeg sov ved siden af havde en rigtig tyk sovepose, der kunne gå ned til mange minus grader, siger hun.
- Og inde i den sovepose havde hun ligget og lumret i løbet af natten. Så blev man bare ramt af gasser. Og det havde vi det meget morsomt med resten af turen.