¨

Sommerkursus skal hjælpe unge ind på deres drømmeuddannelse

Foto: TV ØST

11 unge har sagt ja til at bruge to uger af deres sommerferie på at terpe matematik på Næstved Ungdomsskole. Målet er at komme ind på en erhvervsuddannelse.

På Næstved Ungdomsskole bliver der i disse dage øvet målestoksforhold, brøkregning, radius og rumfang. Der står matematik på skemaet for 11 unge, der i to uger har sagt farvel til ferien for at blive klar til optagelsesprøven til deres drømmeuddannelse på en erhvervsskole.

Eleverne har været til optagelsesprøve én gang, men klarede ikke prøven. For at komme ind skal man minimum have 02 i både dansk og matematik, og det har de ikke fået i matematik. De var dog tæt på og er derfor blevet tilbudt et intensivt sommerkursus.

Målet er, at de til august kan bestå prøven, så de kan begynde på deres drømmeuddannelse i år.

Rasmus Larsen vil gerne være mekaniker, og de to ugers kursus er en stor hjælp for ham.

- Det her er min sidste chance for at få den uddannelse, jeg gerne vil, og allerede efter den her uge har jeg lært mere, end jeg gjorde hele sidste år, siger Rasmus Larsen.

Sommerkursus er forsøgsprojekt

De to ugers kursus er et forsøgsprojekt, der er søsat af Undervisningsministeriet. 15 kommuner i hele landet er udpeget til at lave sommerskole, der skal ruste de unge til at få mindst 02 i dansk og matematik.

Viceinspektør på Næstved Ungdomsskole, Lis Eriksen, mener, at de 11 elever har flyttet sig meget.

- Jeg er fuldstændig imponeret af de unge. De er så flittige, og der er så meget omløb i deres hoveder, at jeg tænker, at med den tilgang, så skal de nok blive det, de gerne vil, siger Lis Eriksen.

02:50 Luk video

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App