Skarven spiser løs af ørreder – nu skal jægere skyde dem i centrum af Næstved

Vinterkulden har gjort ørrederne i Susåen sløvere end normalt. Derfor er de praktisk talt blevet et tag-selv-bord for skarven. Nu skal jægere skyde fuglen.

Anders Jensen tager riflen op og sigter ud mod vandet. Der går ikke mange sekunder, før hans højre pegefinger trykker på aftrækkeren.

Og der – midt på en ellers fredelig februardag i centrum af Næstved – går skuddet. En død skarv ligger tilbage i vandet, mens de resterende fugle hurtigt kommer på vingerne og flyver væk.

quote Man regulerer dem for at beskytte de bestande af vilde fisk, der er i Susåen

Anders Jensen, jæger, Næstved

Kort efter springer hunden Ivan i det kolde vand, der nogle steder stadig er dækket af is, og samler den døde skarv op.

Det lyder ikke helt almindeligt. Og det er det heller ikke, for jagt midt i byen er langt fra hverdagskost for Anders Jensen.

- Normalt sidder jeg enten ude på en fjord eller i en skov, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Hunden Ivan hopper hurtigt i vandet, når Anders Jensen har skudt en skarv.
Hunden Ivan hopper hurtigt i vandet, når Anders Jensen har skudt en skarv.
Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Men der er en mening med det hele, for en gruppe jægere har nemlig fået tilladelse til at gå på jagt efter den sorte fugl i Næstved.

Det tager nemlig ikke mange sekunder, fra skarven har sat sig i vandkanten, til den har lappet en ørred i sig. Og sådan forsætter fuglen mange gange, for i løbet af en dag spiser en enkelt skarv omkring 500 gram fisk.

Det er der som sådan ikke noget problem i. Men de seneste ugers frost, har fået flokke af skarver til at trække fra fjorden uden for Næstved og ind i landet, og nu har de kastet sig over buffeten af ørreder, der svømmer i den inderste del af Susåen ved Rådmandshaven i Næstved.

Og det er særdeles nemt, for vintervejret har gjort ørrederne mindre aktive, og derfor kan skarven uden problemer sænke sit næb ned i vandet for at spise løs af ørrederne. 

En af de fiskebestande som Sydsjællands Ørredfond og andre har kæmpet i årevis for at øge.

Artiklen fortsætter under billedet.

3e1
Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Derfor har jægere og Sydsjællands Ørredfond nu fået tilladelse til at skyde skarver i Næstved.

quote Skarven nøjes ikke med at spise de små fisk, de angriber også de større fisk, så de får et trekantet kødsår. Om de kan overleve det, ved jeg ikke

Søren Grothe Petersen, formand, Sydsjællands Ørredfond

- Hvis de fløj ud på havet og spiste nogle sild og nogle kutlinger, så var det jo fint nok, men de vil altså være herinde, hvor der er lidt flere fisk. Og det er så det, der er vores problem, siger Søren Grothe Petersen, der er formand for Sydsjællands Ørredfond og fortsætter:

- Vi har nogle arter, som vi gerne vil passe lidt på, specielt vores ørreder. Her i Susåen har vi også haft en bestand af helt, det eneste sted på Sjælland, hvor den har været. Den er efterhånden udryddet, og der mener vi, at skarven er en væsentlig årsag.

Anders Jensen fra Næstved er den første jæger, der tager turen på de nye ’jagtmarker’.

- Man regulerer dem for at beskytte de bestande af vilde fisk, der er i Susåen, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Søren Grothe Petersen til venstre på billedet  er formand for Sydsjællands Ørredfond. Han fortæller at skarven spiser løs af ørreder, der på grund af vinterkulden er mindre aktive. Derfor er det nemt for fuglen af fange ørrederne.
Søren Grothe Petersen til venstre på billedet er formand for Sydsjællands Ørredfond. Han fortæller at skarven spiser løs af ørreder, der på grund af vinterkulden er mindre aktive. Derfor er det nemt for fuglen af fange ørrederne.
Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

10 skarver spiser 35 kilo fisk om ugen

Skarven er fredet, men Naturstyrelsen har givet dispensation til, at jægere og Sydsjællands Ørredfond må skyde dem i en kortere periode på to uger. De lokale lodsejere, kommunen og politiet har også givet tilladelse til jagten.

Målet er, at 10-15 fugle skal skydes. Det lyder måske ikke af meget, men på en enkelt uge kan ti skarver spise 35 kilo fisk. Dertil kommer de fisk, som skarven skader under sit ædegilde.

- Skarven nøjes ikke med at spise de små fisk, de angriber også de større fisk, så de får et trekantet kødsår. Om de kan overleve det, ved jeg ikke, siger Søren Grothe Petersen.

Jægerne er meget fokuseret på, at sikkerheden er helt i top, når de skal skyde med deres riffel midt i byen.

- Der er mennesker, man skal tage hensyn til, og så er der noget sikkerhed, når vi står midt i byen, siger Anders Jensen.

quote Det sidder nogle fine brystfileter på sådan en skarv. Hvis man skærer alt fedt og sener fra og vander det ud et par dage, så smager det som øksekød

Anders Jensen, jæger, Næstved

Brystfileterne smager af oksekød

Anders Jensen tager endnu en gang sigte efter en skarv på vandet. Og endnu en gang rammer han plet, så Ivan springer hurtigt i vandet igen og samler skarven op.

Udover den døde fugl flyver en flok andre skarver væk fra Rådmandshaven.

- Det er hele formålet med det, vi gør nu. Ikke så meget at udrydde skarven, men at skræmme dem væk herfra, siger Anders Jensen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Den første jagt onsdag formiddag endte med to døde skarver, der nu skal spises af jægerne.
Den første jagt onsdag formiddag endte med to døde skarver, der nu skal spises af jægerne.
Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Den første dag med jagt efter skarver i Næstved endte med to døde fugle, mens de resterende tog flugten. Og det er win-win. For jægerne tager skarvene med hjem til aftensmaden, for de kan sagtens spises.

- Det sidder nogle fine brystfileter på sådan en skarv. Hvis man skærer alt fedt og sener fra og vander det ud et par dage, så smager det som oksekød.