Sidste åbningsdag for liberale erhverv - frisør holdt åbent til midnat

En frisør i Næstved udnytter de sidste timer af dagen, inden landets liberale erhverv går ind i næste nedlukning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fra i morgen skal landets liberale erhverv som for eksempel frisører og tatovører lukke for at begrænse udbredelsen af coronavirus.

Selvom Bo Spottog, der ejer frisør Hos Peter i Næstved, har forståelse for beslutningen, gør det ondt på hans forretning.

-  Vi lukker ned for anden gang, og det er næsten ikke til at klare mere. Vi kæmper for at overleve, siger han.

Nu forsøger han at få de sidste kroner i kassen i år ved at åbne søndagens åbningstid.

- Vi holder åbent, til den sidste kunde er klippet indtil 23.59, siger han.

Bo Spottog udnytter den sidste åbningsdag, inden landets anden nedlukning.
Bo Spottog udnytter den sidste åbningsdag, inden landets anden nedlukning. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST

Køreprøver udskydes

Udover frisørerne bliver en lang række andre erhverv ramt af de nye restriktioner. Det gælder blandt andet tatovør- og piercingforretninger, spa-, kropspleje-, skønheds- og massageklinikker, solarier og køreskoler. 

Max Kofod, der er kørerlærer i Næstved, har også forståelse for beslutningen om endnu en nedlukning. Han havde dog håbet på at indhente tabte køretimer og køreprøver fra foråret.

- Mange af vores elever har ferie nu, så det kunne vi have indhentet en del af nu, så det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, siger han.

Max Kofod ærger sig over at gå glip af køretimer i juletiden.
Max Kofod ærger sig over at gå glip af køretimer i juletiden. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST

Kørerlæreren håber på, at man i det nye år vil afhjælpe flaskehalsen ved, at elever ikke krydser politikredse, når de skal til køreprøver.

- Vi har mange elever, der er klar til at tage køreprøven, og det bliver i hvert fald udskudt en måned, hvis vi kommer i gang i starten af det nye år, siger Max Kofod.

Direktør i Dansk Erhverv og tidligere erhvervsminister for Konservative, Brian Mikkelsen, vurderer, at den forestående nedlukning vil få omfattende konsekvenser for de berørte erhverv.

- Den vigtige julehandel var i forvejen udfordret, så timingen er på alle måder skidt – og nu møder de erhvervsdrivende endnu et hårdt slag, udtaler Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Usikker fremtid

Søndag ved midnat bliver Bo Spottogs sidste kunde betjent i frisørsalonen. Derefter må han gå på juleferie uden vished om, hvornår han kan modtage kunder igen. 

Restriktioner, tiltag og hjælpepakker

Der gælder i Danmark en række generelle og skærpede nationale tiltag. 

Tiltagene gælder til og med 3. januar 2021 i hele landet.

  • Lukning af indkøbscentre, stormagasiner, arkader og basarer samt udvalgsvarebutikker
  • Indkøbscentre, stormagasiner, arkader og basarer lukkes fra 17. december 2020 til og med 3. januar 2021.
  • Butikker beliggende disse steder lukkes som udgangspunkt, medmindre der er direkte adgang til butikken fra gaden.
  • Desuden kan posthuse, pakkeshops, pakkeudleveringssteder, herunder også butikker (fx udvalgsvarebutikker og kiosker), udlevere pakker, der er forudbestilt og forudbetalt ved e-handel.
  • Udvalgsvarebutikker på 5000 m2 eller derover lukkes fra 17. december til og med 3. januar 2021.
  • Alle udvalgsvarebutikker lukkes fra 25. december til og med 3. januar 2021.
  • Butikkerne kan fortsat udlevere pakker, der er forudbestilt og forudbetalt ved e-handel, herunder fyrværkeri.
  • Lukningerne gælder ikke for dagligvarebutikker (herunder f.eks. supermarkeder, bagere og tankstationer), apoteker og specialforretninger med medicinsk udstyr.
  • Restauranter, barer, caféer og lignende serveringssteder må ligeledes holde åbent for afhentning af take-away.
  • Lukning af liberale serviceerhverv
  • Visse liberale serviceerhverv, hvor den smitteforebyggende afstand ikke kan sikres, lukkes fra 21. december 2020 til og med 3. januar 2021.
  • Det gælder tatovør-, piercing-, spa-, kropspleje-, skønheds- og massageklinikker, solarier, frisører, kørerskoler og øvrige lokaler, hvor der leveres tjenesteydelser, som efter deres karakter indebærer tæt fysisk kontakt til kunder.
  • Krav om skiltning med opfordring til at handle alene
  • Der opfordres til, at man planlægger sine indkøb, så man undgår at skulle i mange forskellige butikker.
  • Krav om skiltning i detailhandlen med henblik på kraftigt at opfordre familier m.v. til kun at foretage indkøb af julegaver, dagligvarer mv. én person ad gangen.
  • Krav om en medarbejder, der er ansvarlig for håndtering af COVID-19-tiltag i den enkelte butik.
  • Nye tiltag vedrørende børn og unge
  • Fjernundervisningen udvides nu til grundskolens mindste klasser for de elever, der endnu ikke er gået på juleferie. Derfor hjemsendes elever i 0.-4. klasse i grundskolen, herunder SFO og klubtilbud, fra 21. december til og med 3. januar 2021. Der vil dog være mulighed for nødpasning.

Eksisterende tiltag

  • Der gælder fortsat en række nationale tiltag til og med 28. februar 2021, herunder anbefalinger om begrænsning af social kontakt, forsamlingsforbud og krav og opfordringer om brug af mundbind og visir mv.
  • Desuden gælder fortsat en række skærpede tiltag til og med 3. januar 2021. Tiltagene omfatter blandt andet, at elever i de større klasser og studerende som udgangspunkt skal have fjern- og digital undervisning, serveringssteder mv. skal holde lukket for indtagelse på stedet, ligesom indendørssteder, hvor der udøves bl.a. kultur- og idrætsaktiviteter, skal holde lukket. Der opfordres ligeledes til hjemmearbejde.

Hjælpepakker

  • Den generelle lønkompensationsordning fra foråret genindføres i hele landet.
  • Ordningen kan søges af virksomheder, der står overfor at afskedige 30 pct. af medarbejderne eller mere end 50 ansatte.
  • Med den nye ordning bliver det muligt at søge om kompensation for enkelte arbejdssteder eller hele virksomheden.
  • Samtidig er de generelle kompensationsordninger for faste omkostninger samt selvstændige mv. genåbnet i hele landet.
  • Ordningerne kan søges af virksomheder og selvstændige mv., der oplever en omsætningsnedgang på mindst 30 pct.
  • Aftalerne vil gælde, så længe restriktionerne forlænges.
  • Der kan læses mere på virksomhedsguiden.dk.
  • Læs alle tiltag og restriktioner på coronasmitte.dk: COVID-19-nedlukning hen over jul og nytår

- Det er hårdt ikke at vide, hvornår vi kan åbne igen, og så er det er hårdt, at man ikke 100 procent kender hjælpepakkerne. Man er meget usikker på dem, siger han og tilføjer.

- Heldigvis har jeg verdens bedste ansatte, som kæmper noget ud af bukserne hver eneste dag. Dem er jeg vildt stolt af. 

Liberale erhverv skal lukke den 21. december, og alle butikker udover fødevarebutikker og apoteker skal lukke fra 25. december og frem til 3. januar. 


Nyhedsoverblik