¨

Mens mange festede - sådan foregik befrielsen her i regionen

Folkefest omkring Fladså-Trolden foran Næstved Rådhus under befrielsen i maj 1945. Foto: Privatfoto.

Befrielsen er legendarisk i vores område. Det var dog langt fra alle, der tog del i festen i gaderne. 

Klokken 20.30 begyndte nyhedsudsendelsen på BBC. Der skulle gå seks minutter, før det, alle ventede på, kom. 

Da døren ind til radiostudiet i London pludselig blev åbnet, slukkede journalisten Johannes G. Sørensen sin mikrofon og tog imod et stykke papir. Uden rigtigt at vide, hvad det var, tændte han mikrofonen og begyndte at læse: 

I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.

Budskabet bølgede igennem de danske hjem, hvor man havde råd til en radio. Her blev der både skålet, sunget og fjernet mørklægningsgardiner. Samtidig bredte festen sig ude på gaderne, hvor mørklægningsgardinerne nogle steder blev brændt i store bål. 

Mørklægningsgardinerne blev revet ned, og der blev sat lys i vinduerne, husker Solvej Christensen, der boede med sine forældre på Langholtegården i Svinninge.  

Hendes skole i Svinninge var før befrielsen blevet overtaget af tyske soldater. Kort før befrielsen blev de dog erstattet med flere hundrede tyske flygtninge, der sov på gulvet i skolebygningen. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Frihedskæmpere i Store Heddinge på Stevns efter befrielsen. Foto: Stevns Lokalhistoriske arkiv

Op til frihedsbudskabet havde der lagt sig en alvorlig stemning over Danmark. Man frygtede, at tyskerne havde planlagt at gennemføre et heroisk, sidste slag i Danmark. De ville i givet fald være velbevæbnede, veltrænede og velforberedte.

Samtidig frygtede Modstandsbevægelsen for, hvordan de mange tyskvenlige og nazistiske sympatisører i Danmark ville reagere på tyskernes overgivelse. 

De mange tyskvenlige fjender

I maj 1945 var der 12.000 medlemmer af nazi-partiet DNSAP. Dertil var omkring 6.000 indtrådt på tysk side i blandt andet Frikorps Danmark og Schalburgkorpset.

De havde bastioner i både Ringsted, Næstved og Slagelse.

Overfor dem stod et sted mellem 5.000 og 10.000 modstandsfolk, hvor omkring 2.500 var organiseret i de store modstandsgrupper ved krigens afslutning. 

Modstandsbevægelsen var især stærk i de store byer, hvor organisationer som BOPA og Holger Danske ifølge senere undersøgelser havde mellem 70 og 90 procent af sine medlemmer. 

Størrelsen på modstandsbevægelsen ved krigens slutning er omstridt. I dag er hele 85.000 danskere registreret i Frihedsdatabasen under Frihedsmuseet. De fleste dog på styrkelister til den såkaldte Undergrundshær, som mange historikere mener i virkeligheden mest eksisterede på papiret.  

Mens tyskernes nederlag tonede sig stadig tydeligere i horisonten, tog de intensive kampe til i Danmark. 

Både danske modstandsgrupper og tyske modstandsgrupper kæmpede til det sidste – og langt hovedparten af de danske sabotageaktioner og angreb sker faktisk i 1944 og 1945. 

Alt i alt er der registreret 2.800 større sabotageaktioner i Danmark under hele krigen – heraf var hovedparten rettet mod jernbanedriften, mens også en del fabrikker var blevet udsat for sabotage. 

Frygtede selvtægt

I Danmark frygtede man, hvad tyskerne kunne finde på ved krigens afslutning. Men Frihedsrådet var også bekymrede for, hvad de danske borgere kunne finde på, når frihedsbudskabet kom. 

Politiet havde været i koncentrationslejre og var nu i Sverige, og selvom der var oprettet et netværk af civile betjente til at hjælpe med dagen og vejen, så var der ikke længere nogen danske myndigheder, som kunne forhindre, at der udbrød anarki eller selvtægt, når det indespærrede had blev lukket ud.  

Der blev derfor oprettet et netværk af lokale modstandsgrupper, der refererede til Frihedsrådet helt ned på kommune-basis.  

Artiklen fortsætter under billedet.

Frihedskæmperen Aage Jensen Kanehøj med gevær og hjelm. Foto: Lokalarkivet i Dianalund

Opdelingen skete helt ned på landsby-niveau. Eksempelvis blev den daværende Kalundborg Kommune delt op i to distrikter med en række mindre distrikter i de enkelte byer under sig – på papiret med sammenlagt knap 700 mand i strukturen.  

Netværket fik navnet undergrundshæren, og havde en militær opbygning - men de enkelte grupper opererede i starten stort set uafhængigt af Frihedsrådet. Som tidligere nævnt, er det usikkert hvor mange medlemmer, der reelt vidste, at de stod på hærens styrkelister. 

Kaos i mørkningen 

Mens mange frihedskæmpere efter radiobudskabet fik travlt med at finde modstandsarmbånd frem, og møde op til deres poster, gik en af de mest aktive grupper af tyske sympatisører nærmest i panik.

Petergruppen havde udført nazistisk terror de seneste år, og havde blandt andet stået bag drabet på digteren Kaj Munk, sprængningen af Tivoli i København foruden en lang række andre angreb på civile danskere. Historikere betegner dem i dag som en egentlig tysk terrorgruppe. Selvom de havde forberedt sig på at gå under jorden og udføre modstandskamp i det såkaldte Varulve-netværk, så var disse planer denne aften glemt. Nu ville de væk.

Fra deres kontor på Dagmarhus i København beslaglagde gruppens leder, hauptsturmfürer Otto Schwerdt, kendt som Peter, en bil med påmonteret radiomast. I den indledte han sammen med andre medlemmer af gruppen en hæsblæsende, langvarig køretur af de små veje tværs over Sjælland. Turen endte i Korsør.

De valgte mange små veje for at undgå de vejspærringer, som modstandsbevægelsen arbejdede på at sætte op.

Artiklen fortsætter under billedet.

Modstandsfolk har oprettet vejspærring ved Mønbroen. Vejspærringen er improviseret af blandt andet en harve. Læg mærke til den uniformerede danske politibetjent. Han havde levet under jorden, siden politiet blev arresteret i september 1944. Foto: Sydøstdanmarks Museum

I Korsør valgte medlemmerne at sprænge bilen i luften, før de fortsatte med færgen over Storebælt. Målet var at slippe over den dansk-tyske grænse, før Tyskland officielt kapitulerede. Det skete klokken 08.00 om morgenen fredag den 5. maj.  

Samtidig begyndte modstandsfolk fra Undergrundshæren at anholde tyskernes støtter og handelspartnere i det danske samfund - de såkaldte værnemagere - og danskere, der var engageret i Schalburg-korpset og som arbejdede med at hjælpe Gestapo som stikkere eller som ansatte i det danske hjælpepoliti, HIPO, blev anholdt. Nogle steder var der forberedt lister over dem, der skulle anholdes – men mange steder foregik anholdelserne mere eller mindre tilfældigt. 

Artiklen fortsætter under billedet.

I Maribo overtog modstandsfolkene en lastbil, som de brugte til deres aktioner. Foto: Maribo Lokalhistoriske Arkiv

Forberedelserne var ikke uden grund. I løbet af aftenen kom det i flere større byer til skudvekslinger mellem frihedskæmperne og de nazistiske sympatisører. I de mindre byer blev der knust ruder og øvet andre former for hærværk hos værnemagerne. 

Et af de steder, hvor det kom til kamp, var ved godset Rosenfeldt ved Vordingborg. Godset blev ifølge datidens illegale presse brugt af den tyske gesandt og rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, som sommerresidens i 1944. Det var derfor et vigtigt mål for den danske modstandsbevægelse. 

Modstandsgrupper ved Rosenfeldt Alle i Vordingborg. Læg mærke til, at mange er iført spejderuniform og er bevæbnet med jagtvåben. Foto: Lokalarkivet Vordingborg

Andre steder blev den manglende organisering og træning af de mange nye modstandsfolk også tydelig. I Sorø endte det i en tragedie i løbet af fredagen den 5. maj. 

Her ville lokale modstandsfolk standse en bil, der kom kørende imod dem. Da den ikke stoppede, hvor de ville have det, åbnede de ild. I bilen sad modstandsfolk fra Roskilde, der troede, at de havde en aftale om at komme igennem. Det kostede fire modstandsfolk livet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Modstandsfolk åbnede den 5. maj ild mod denne bil med modstandsfolk i Sorø. Foto: TV ØST

Kvinder og stikkere blev indsamlet 

Et helt særligt kapitel fandt sted, da modstandsfolkene begyndte at indsamle de kvinder, der havde været kærester med tyske soldater. De tyske piger skulle egentlig ifølge Frihedsrådets instrukser beskyttes af modstandsfolkene – men rigtig mange steder blev kvinderne udsat for overgreb af dem, der skulle beskytte dem. 

De blev klædt nøgne, og mange endte med at få klippet håret af - den gamle straf for ulovlig prostitution. Det gik blandt andet ud over mindst tre kvinder under 18 år bosat i det nuværende Næstved Kommune. 

Rigtig mange danskere blev anholdt og interneret. Alene i Udby forsamlingshus i Nordvestsjælland blev 80 anholdte personer de første dage efter befrielsen anbragt. 

Der blev senere dannet store lejre rundt i landet, hvor de anholdte blev anbragt. Alt i alt blev mellem 22.000 og 30.000 danskere anholdt og interneret af modstandsbevægelsen i fredens allerførste døgn. Af dem blev omkring 15.000 dog sluppet løs uden videre i de følgende dage og uger. 

De sidste krigere 

Ringsted var et af de steder, hvor man på forhånd frygtede, at det kunne komme til kamp mellem modstandsfolk og nazistiske sympatisører.  

Schalburgkorpset, der bestod af danske krigsveteraner fra tyskernes krig på østfronten og som var meget aktive i den indædte krog mod Modstandsbevægelsen, havde hovedkvarter på kasernen i Ringsted. Her var formodningen, at omkring 500 af de farligste og mest forbenede danske sympatisører holdt til.  

Artiklen fortsætter under billedet.

Modstandsfolk fra Knabstrup-Gruppen på gaden i Holbæk følger tyske soldater ud ad byen. Foto: Jyderup Lokalarkiv

Tidligt på aftenen for befrielsen blev der lagt en jernring omkring kasernen, der også rummede tyske soldater. I første omgang gjorde modstandsfolkene ikke andet ved de kamptrænede soldater, end at holde dem indespærret. 

De tyske soldater forlod kasernen den 7. maj – og her frygtede Modstandsbevægelsen, at det ville komme til kamp. Der var således hentet forstærkninger fra blandt andet Holbæk og Roskilde til de mulige kamphandlinger. 

Da tyskerne var marcheret ud af kasernen overgav medlemmerne af Schalburgkorpset sig dog uden dramatik til modstandsfolkene, der i første omgang lod dem blive boende under bevogtning på kasernen. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Tyske soldater måtte gå til den dansk-tyske grænse. Her ses de i Tølløse. Foto: Tølløse Arkiv

Så let gik det dog ikke andre steder i Danmark. Flere steder nægtede tyske officerer nemlig at overgive sig til modstandsbevægelsen. 

Det så man blandt andet på Bornholm, hvor øens kommandant nægtede at overgive sig til andre end britiske eller amerikanske soldater. Det samme gjorde sig gældende på den lille ø Masnedø, lige syd for Vordingborg i Storstrømmen.  

Artiklen fortsætter under billedet.

Danske modstandsfolk og tyske soldater på parkeringspladsen ved restaurant Storstrømmen på Masnedø umiddelbart efter overgivelsen den 8. maj. I midten med skråhue og lys jakke overofficiant S.F.Knudsen. Yderst til højre i CB-uniform Henning Møller. Til venstre i ridebukser gruppefører Ole Hoy. Foto: Lokalarkivet Vordingborg

Her nægtede kommandanten på Masnedøfortet, der kontrollerede Storstrømsbroen og Masnedsundbroen, ligeledes at overgive sig til andre end de allierede soldater. 

På Bornholm gjorde russerne kort proces med de tyske soldater. Efter at have advaret øens beboere valgte de at bombe Nexø og Rønnede den 7. maj.  

Dette fik dog ikke i første omgang kommandanten på Masnedøfortet til at ændre sin holdning. 

Først dagen efter, den 8. maj 1945, lykkedes det ved et møde på den nu nedrevne Restaurant Storstrømmen den danske officer Chr. E. Nielsen på modstandsbevægelsens vegne at modtage hans kapitulation. Det skete kun få timer før, at samtlige tyske tropper blev beordret til at indstille kampene og overgive sig. 

Kampen mod stikkerne

I dagene efter besættelsen blev de fængslede modstandsfolk løbende sluppet løs. Således kom der løbende flere, der blev sluppet ud fra fængsler og arrester over hele landet. Også fra Frøslevlejren blev mange nu sluppet fri.

Artiklen fortsætter under billedet.

Valdemar Dahl, Falckredder, lige hjemvendt fra tysk fangenskab, sidder på køler af bil på Rudsgade set mod vest i Ruds Vedby. Foto: Lokalarkivet i Dianalund

Danskerne, der havde været i tysk koncentrationslejr, var allerede blevet evakueret til Sverige - og de kom nu hjem, sammen med de danske flygtninge i Sverige.

Det langvarige retsopgør mod stikkerne blev indledt den 1. juni 1945. Her vedtog Folketinget nemlig loven “Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed”, der dannede retsgrundlaget for de mange sager om personer, der havde skadet Danmark og Danmarks interesser under krigen. 

Loven var grundlaget, da 13.000 danskere blev dømt, hovedparten for at have været i tysk krigstjeneste. 76 blev idømt lovens strengeste straf - dødsstraf - og af dem blev 46 henrettet. 

Hauptsturmfürer Otto Schwerdt blev anholdt i 1946 i Tyskland. På sig havde han en dødspille, som danske politifolk og amerikanske soldater dog forhindrede ham i at bruge. Han blev efterfølgende idømt 24 års fængsel i Danmark. De danske medlemmer af hans terrorgruppe blev dømt og henrettet i 1947. 

Teksten er baseret fra lokalarkiver, bøger om besættelsen samt materiale fra Nationalmuseets hjemmeside.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App