Salmonellakød kom fra Næstved-slagteri

Det var et mindre sjællandsk slagteri, der i oktober slagtede kødet, som senere kom til at koste fire mennesker livet

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kødet med farlige salmonellabakterier kom fra svin, der var slagtet på Glumsø Slagteri. Dette kød blev efterfølgende skåret op hos firmaet  Holmegård Engros A/S.

Det oplyser fødevaremyndighederne.

30 sjællændere blev syge af svinekødet. Præcis hvilke varer, det er, som folk er blevet syge af, vil fødevaremyndigederne dog ikke oplyse.

De to sjællandske firmaer har nu stoppet samarbejdet med den landmand, der solgte dem svinene.

Læs mere:
Danskere vil ikke betale for salmonellafrit kød 
Her er størst salmonellarisiko

FAKTA OM SALMONELLA INFEKTION:

Årsag

Salmonella infektioner forårsages af Salmonella enterica, som er sygdomsfremkaldende tarmbakterier. Salmonellose er en fødevare- eller vandbåren infektion. Salmonella opdeles i ca. 2.500 forskellige såkaldte serotyper. Enkelte af disse serotyper (Salmonella Typhi og Paratyphi) forekommer udelukkende hos mennesker, medens langt hovedparten af salmonellatyperne kan findes i forskellige dyrearter og i nogle tilfælde i omgivelserne.

Forekomst

Salmonella findes i hele verden, og er en af de almindeligste årsager til madforgiftning. Forekomsten af Salmonella steg gennem 1980’erne og 1990’erne, og toppede i Danmark i 1997, hvor der registreredes godt 5.000 tilfælde. Især typerne S. Enteritidis og S. Typhimurium dominerer i Danmark. I mange udviklingslande er Salmonella Typhi og Paratyphi vigtige årsager til blodforgiftning, også kaldet tyfus eller enterisk feber. Salmonella Typhi og Paratyphi kaldes typhoide salmonella, medens resten omtales som de non-typhoide (zoonotiske) typer, idet dyr udgør bakteriernes naturlige reservoir.

Smitteveje og reservoir

I vores del af verden er produktionsdyr det vigtigste reservoir for Salmonella, og smitte forekommer gennem ”jord-til-bord” kæden. Æg, svinekød og fjerkræ er de hyppigste smittekilder i Danmark. Salmonella kan også erhverves ved indtagelse af fx rå, forurenede grøntsager og frugt, krydderier og nødder. Kæledyr, herunder eksotiske dyr som krybdyr og skildpadder, udgør en anden smittekilde. I restaurationer og storkøkkener kan mennesker, der bærer bakterie, bidrage til smittespredning via forurening af mad. Person-til-person smitte er meget sjældent forekommende. Der fremlægges årligt et smittekilderegnskab.

Symptomer

Infektion med zoonotiske salmonella (fødevareinfektion) giver typisk almen utilpashed, diaré, ondt i maven, evt. kvalme, opkastninger og/eller feber. Infektionen ledsages ofte af ledsmerter, muskelsmerter og hovedpine. Blandt få procent af patienterne spredes bakterierne udenfor tarmkanalen, og kan dermed blandt andet være årsag til blodforgiftning. Senfølger efter salmonella-infektion omfatter blandt andet ledsmerter (reaktiv artrit), knuderosen og irriteret tyktarm.
Salmonella Typhi er årsag til høj febril og ofte alvorlig sygdom som følge af blodforgiftning (tyfus).

Diagnose

Tarminfektion med Salmonella kan ikke skelnes fra andre almindelige årsager til diaré-sygdom (gastroenteritis). Diagnose udføres ved påvisning af bakterier i afføring, blod, eller andet prøvemateriale. I nogle tilfælde kan der påvises salmonella antistoffer i blodet. Se diagnostisk håndbog.

Behandling

Rigelig indgift af væske for at forebygge og behandle dehydrering (afvanding) som følge af diaré og opkastninger.
Antibiotikabehandling hos patienter hvor bakterierne har spredt sig uden for tarmen samt blandt udvalgte personer med alvorlig underliggende sygdom.

Vaccination

Man kan ikke vaccinere mod de zoonotiske salmonella. Vaccination mod tyfus kan overvejes ved længerevarende ophold i områder med høj forekomst af Salmonella Typhi.

Anden forebyggelse

Forebyggelse mod Salmonella udføres i hele ”jord-til-bord” kæden ved at reducere, kontrollere eller monitorere forekomsten af Salmonella i dyrefoder, produktionsdyr, virksomheder der fremstiller og forarbejder fødevarer samt detailhandel. God omtanke i køkkenet er forbrugerens vigtigste forholdsregel.
Læs mere på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Hyppighed

For aktuelle oplysninger om forekomst blandt mennesker, se Tarminfektions Monitor.

Kilde: Statens Serum Institut


Nyhedsoverblik