Sæson for dyrepåkørsler: Det gør du, når uheldet er ude

I disse måneder er hjortevildt i brunst, og det betyder, at der er større risiko for at ramme dem med bilen. Læs her, hvad du skal gøre, hvis du rammer et dyr.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vinterhalvåret nærmer sig, og inden længe er det mørkt, når de fleste af os kører til og fra arbejde.

Samtidig er hjortevildtet i brunst, og det betyder, at hjortene også er særligt aktive ved solopgang og solnedgang.

Lige nu er risikoen derfor ekstra stor for at ramme et dyr med bilen på vej til og fra arbejde.

Men hvad gør man, hvis bilen pludselig rammer de store dyr, og du står i vejkanten med høj puls og et halvdødt dyr?

Ring efter hjælp på 1812

Hvis du er så uheldig at ramme et dyr, skal du ringe 1812.

Her får du fat i Dyrenes Beskyttelse, som sender hjælp ud til dig. Den hjælp er en schweisshundefører som Bennet Onsvig fra Næstved, der tropper op med sine to labradorhunde Frede og Boss.

- Jeg bliver ringet op af Dyrenes Beskyttelse, og så kører jeg ud til rekvirenten, fortæller Bennet Onsvig.

Bennet Onsvig arbejder som frivillig schweisshundefører, og han kommer til undsætning, når et dyr er i nød. Hans to labradorhunde har fået en særlig træning, så de kan opspore vildt, også selv om der ikke er blod.

Hvis et påkørt dyr løber videre, kan hundene altså snuse sig frem til dem.

- Vi træner på tørre klove, fordi der er mange påkørsler, hvor der ikke er blod. Vores hunde skal kunne noget specielt, lyder det fra Bennet Onsvig.  

kronhjort_digi.jpg
Læs også
Pas på: Det er højsæson for råvildt på vejene
kronhjort_digi.jpg
Læs også
Pas på: Det er højsæson for råvildt på vejene

Gratis at ringe efter hjælp

Det er gratis at ringe efter Bennet Onsvig og de andre schweisshundeførere. De får alene betalt deres kørselsomkostninger, og den regning lander hos Dyrenes Beskyttelse.

Derfor håber Bennet Onsvig, at endnu flere i fremtiden vil ringe 1812, hvis de rammer et dyr.

- Det er jo først og fremmest for dyrenes skyld. De kan ikke gøre for, at de bliver ramt, men vi kan gøre en forskel ved at hjælpe dem, slår han fast.

Marker, hvor du er

Hvis du rammer et dyr og vælger at ringe 1812, er det meget vigtigt, at du gør det nemt for hundepatruljen at finde det rigtige udgangspunkt, når de skal finde dyret.

- Det vigtigste, man kan gøre, er at få markeret positionen, hvor man har haft påkørslen. Aflæs en kantpæl, hvis man er på en landevej, eller find en gren og bræk af og sæt i vejkanten.

Det, fortæller Bennet Onsvig, giver den største mulighed for en succesfuld eftersøgning.

Det er særligt ved vejstrækninger tæt på en skov og ved kantrabatter med høj bevoksning, at der er høj risiko for at ramme et dyr. Dyrenes Beskyttelse råder derfor bilister til at være opmærksomme ved sådanne strækninger i oktober og november.  


Nyhedsoverblik