Rockeropgør i Næstved – mand stukket ned i sit hjem

OPDATERET: En 30-årig mand blev sent tirsdag aften stukket ned i sit hjem i Næstved. Overfaldet skete tæt på den lukkede rockerborg på Præstøvej.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 30-årig mand blev sent tirsdag aften overfaldet i sit hjem af 2 fremmede mænd, og blev stukket flere gange i maven med en kniv. .

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falster Politi.

Overfaldet skete klokken cirka 23:25.

Bandeopgør nær lukket rockerborg

Offeret for knivstikkeriet har ifølge politiet relationer til bandemiljøet.

- Det er en person, der færdes i randen af bandemiljøet - og derfor kan vi ikke udelukke, at der er en forbindelse til den nuværende konflikt mellem Bandidos og Westside Nation, siger efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

Overfaldet skete i den 30-åriges hjem på Gallemarksvej i Næstved – ikke langt fra den lukkede rockerborg på Præstøvej. Politiet ønsker af hensyn til mandens sikkerhed ikke at oplyse den præcise adresse til offentligheden.

Uden for livsfare

Den 30-årige mand fik flere alvorlige knivstik i mave-regionen under overfaldet, men kunne selv ringe efter en ambulance.

Han har siden været under behandling for sine skader, og meldes onsdag formiddag udenfor livsfare. Hans tilstand er dog fortsat så dårlig, at politiet endnu ikke har haft mulighed for at tale med ham.

- Han er slemt tilredt efter ulykken, men vi håber, at han i løbet af dagen bliver så frisk, at vi kan tale med ham, siger Søren Ravn-Nielsen til TV2 ØST.

Beder offentligheden om hjælp

Den 30-årige mand har ikke kunnet give noget signalement af overfaldsmændene, og derfor beder politiet nu offentligheden om hjælp i sagen.

- Hvis nogen har set personer eller biler i området omkring Gallemarksvej mellem klokken 23.15 og 24.00, eller har hørt noget usædvaneligt, så må de meget gerne kontakte politiet. Det gælder også hvis de har set noget usædvaneligt i området de seneste dage, siger Søren Ravn-Nielsen.

Politiet kan kontaktes på telefon 1-1-4.


Nyhedsoverblik