Rockerborg lukket for at stoppe bandekrig

Politiet griber ind i en ulmende bandekrig i Næstved, hvor en udbrydergruppe fra Bandidos er i fare for at blive angrebet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

At bryde ud af en rockergruppe og ende i ’bad standing’ er ikke ufarligt.

Det vurderer politiet, der nu lukker rockerborgen på Præstøvej i Næstved med hjælp af Rockerlovens bestemmelser.

Med loven i hånden bliver al adgang til rockerborgen således forbudt i de kommende 7 dage.

Det meddeler Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi onsdag aften.

Reel fare for angreb

- Der er en reel risiko for at rockerborgen på Præstøvej bliver angrebet som led i en konflikt mellem 2 rockergrupper, og derfor har vi valgt at forbyde al adgang til huset i den kommende uge, siger Flemming Madsen fra politiet onsdag aften til TV2 ØST.

Rockerborgen ligger i et tættere bebygget område, og det spiller også ind på politiets beslutning om at lukke borgen, fortæller han.

- Der er lige nu en akut, lokal konflikt mellem Bandidos, og en række tidligere medlemmer, der er blevet smidt ud i ’bad standing’, og nu har startet en ny gruppering under navnet Westside Nation. Vi har en række efterretninger, der tyder på at der er fare for et angreb, siger Flemming Madsen.

Rockerlov taget i anvendelse

Meget tyder på, at også brugerne af rockerborgen frygter et angreb. Bygningen er den seneste tid blevet kraftigt forstærket og forskanset, og har fået forstærket vinduer, døre og porte.

Beslutningen om at lukke rockerborgen er sket med baggrund i rockerloven, der blev brugt til at stoppe rockerkrigen i 1997.


Nyhedsoverblik