Privatskole lukker: - Det er så ulykkeligt og tragisk

Der mangler elever, og økonomien skranter gevaldigt. Bestyrelsen bag Karrebæksminde Privatskole har derfor nu besluttet at lukke skolen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Karrebæksminde Privatskole har ringet ind til undervisning for sidste gang.

Bestyrelsen har taget konsekvensen af en særdeles stram økonomi og har valgt at lukke den lille skole på Kirkebakken i Karrebæk fra i dag, mandag den 2. november. Dermed står 10 ansatte samt cirka 50 elever nu uden skole.

quote Alt så lyst ud, men det var desværre kun på overfladen

Katrine Essendrop, bestyrelsesformand, Karrebæksminde Privatskole

Det fortæller formand for bestyrelsen Katrine Essendrop.

- Det er så ulykkeligt og tragisk. Det gik fagligt bedre end nogensinde. Vi havde fået flere elever, og det var sådan nogle gode ansatte. Alt så lyst ud, men det var desværre kun på overfladen, siger formanden.

Den skæbnesvangre beslutning blev truffet efter et bestyrelsesmøde tirsdag aften i sidste uge. Katrine Essendrop havde ekstraordinært indkaldt til mødet, efter det for alvor var gået op for hende, hvor slemt det stod til med skolens økonomi.

 - Vores økonomi har altid været stram, men vi har i bestyrelsen nu fået et overblik, som gør, at fremtiden ser alt for uoverskuelig ud. Der ville skulle spares så meget, at vi er bekymrede for kvaliteten for både undervisningen og arbejdsvilkårene. Det ville ikke være forsvarligt at fortsætte, fortæller hun.

Stor udskiftning i ledelsen

Karrebæksminde Privatskole blev oprettet i august 2016 på initiativ af en forældregruppe, fordi den lokale folkeskole på daværende tidspunkt var lukningstruet. Siden har skolen haft nogle turbulente år med stor udskiftning på både de administrative poster og i selve skoleledelsen. På sin korte levetid har skolen haft tre forskellige skoleledere og en konstitueret skoleleder har været indsat ad flere omgange.

Karrebæksminde privatskole indviet
Læs også
Karrebæksminde Privatskole indviet
Karrebæksminde privatskole indviet
Læs også
Karrebæksminde Privatskole indviet

Katrine Essendrop trådte selv til som formand for bestyrelsen for lidt over et år siden.

- Jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke havde det fulde økonomiske overblik før for et par uger siden. Det ville have været godt at have haft en fast skoleleder, som kendte til alle detaljer i økonomien, for så havde vi ikke på samme måde mistet overblikket, siger hun.

Fremtiden så lys ud

Ved starten af skoleåret så både bestyrelse og forældre ellers meget optimistisk på skolens fremtid. Elevantallet var steget fra 43 til 52, og skolen havde også ansat nye lærere.

I løbet af den seneste måneds tid har skolen dog måttet sande, at der ikke er elever til at kunne oprette en ny 0. årgang til foråret. Færre elever giver færre penge til drift, og de manglende elever ville sammenlagt med den i forvejen stramme økonomi få for store konsekvenser for skolen.

quote Vi havde ønsket for forældrene og ansatte, at vi kunne have nået at advare dem om, at det stod rigtig grelt til

Katrine Essendrop, bestyrelsesformand, Karrebæksminde Privatskole

- Vi har haft svært ved at finde elever til en førskole, som skulle starte her til foråret, og det ville være svært at mangle den gruppe fremadrettet, for det spreder sig jo op igennem rækkerne. Vi har klaret det et år, hvor vi manglede en årgang, men denne gang kunne vi ikke se os ud af det, siger Katrine Essendrop.

Kunne ikke udbetale løn

På bestyrelsesmødet i sidste uge så bestyrelsen sig derfor nødsaget til at oplyse både deres bank og Undervisningsministeriet om den bekymrende økonomi. Bestyrelsen udgøres nemlig af forældre, og de har en forsikring, der skal sørge for, at deres privatøkonomi ikke påvirkes, hvis skolen går nedenom og hjem.

- Vi er med forsikringen forpligtede til at give besked, og det gjorde vi så til vores bank og Undervisningsministeriet efter bestyrelsesmødet. Undervisningsministeriet satte os under skærpet tilsyn, og banken, som vi har en kreditaftale hos, lukkede kreditten, fordi de kunne se, at de ville miste penge.

tavle
Læs også
Forældre: Planer om ny privatskole modarbejdes
tavle
Læs også
Forældre: Planer om ny privatskole modarbejdes

Med en manglende kredit kunne skolen ikke udbetale lønninger, og konsekvensen blev altså, at skolen måtte lukke med kort varsel.

- Vi havde ønsket for forældrene og ansatte, at vi kunne have nået at advare dem om, at det stod rigtig grelt til, og at de skulle forberede sig på at finde noget andet. Det kunne man have gjort med en kontrolleret nedlukning ved, at de fik en måned ud, men det kunne ikke lade sig gøre i forhold til økonomien, fortæller Katrine Essendrop.

Forældre kæmpede til det sidste

Udmeldingen om, at skolen skulle lukke, kom som et stort chok for forældrene, og ifølge Sjællandske indkaldte to forældre, der tidligere har siddet i bestyrelsen, til hastemøde i onsdags i et sidste krampeforsøg på at redde skolen. Omkring 40 mødte op til mødet, og dagen efter var der indsamlet 94.000 kroner. Beløbet var dog ikke stort nok til at redde skolen. 

- Folk er i dyb sorg. Sådan en skole her er jo et tilvalg, hvor mange har valgt at køre deres børn langt, for at de kan gå her. De ansatte har også været meget glade for deres arbejdsplads, så de er jo dybt rystede og meget kede af det, fortæller Katrine Essendrop.

Elever, forældre og lærere fik lov til at sige farvel til hinanden i slutningen af sidste uge, og nu handler det først og fremmest om at finde nye skoler til de cirka 50 elever. 

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at få eleverne bedst muligt videre og selvfølgelig også de ansatte. Vi samarbejder med alle, vi kan, for at hjælpe dem. Jeg har også selv to børn, jeg skal ud at finde noget andet til, og dem har jeg indtil videre prioriteret ned, fordi jeg synes, det var amoralsk, at jeg gjorde noget før andre, siger Katrine Essendrop.

Indtil videre er der lavet en aftale med Appenæs Friskole i Næstved om, at den tager imod stort set alle eleverne fra udskolingsgruppen. Ifølge Katrine Essendrop har også Næstved Kommune været særdeles hjælpsomme med at finde pladser til eleverne på kommunens folkeskoler.


Nyhedsoverblik