Politikere truer med at lukke kontroversiel dyrepark efter fund af cannabisolie

Ejer af dyrepark i Næstved indrømmer at have produceret cannabisolie. Tidligere har stedet været i fokus, fordi der blev begravet døde dyr i parken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ulovlig nedgravning af døde dyr og en større politiaktion i forbindelse med produktion af cannabisolie.

Zoopark Sydsjælland i Næstved har den seneste tid fået større opmærksomhed for lovovertrædelser end dyrebesøg, og nu kan dyreparken, som ligger på kommunal grund, risikere at blive lukket.

quote Vi vil ikke have sådan nogle ulovligheder til at foregå på vores grund

Githa Nelander, Nye Borgerlige, byrådsmedlem i Næstved Kommune

- Hvis ikke de kan drive stedet ordentligt, så skal det lukkes – det skal i hvert fald ikke ligge på kommunal jord, siger Githa Nelander, der er byrådsmedlem i Næstved Kommune for Nye Borgerlige.

Forleden udspillede en større politiaktion sig i dyreparken, da seks betjente og flere politihunde tidligt om morgenen tirsdag den 29. juni undersøgte stedet i en længere periode.

Politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at gå i detaljer omkring selve aktionen, men de bekræfter over for TV2 ØST, at en person efterfølgende er blevet sigtet i sagen. I stedet henviser politiet til ejeren af stedet.

Læs også
Politiaktion i zoo i Næstved
Læs også
Politiaktion i zoo i Næstved

Spoocky S. Lambert, som ejer dyreparken, oplyste i den forbindelse til TV2 ØST, at politiet fandt gammel cannabisolie på stedet, som er blevet beslaglagt. Det er ulovligt at producere og sælge cannabisolie i Danmark, medmindre man har en særlig tilladelse.

- Jeg har forsøgt at lave noget cannabisolie, men det gik ikke så godt. Jeg kunne ikke finde ud af det, så det har bare ligget der de sidste fem år, sagde Spoocky S. Lambert og tilføjede, at han er meget optaget af naturmedicin.

quote Jeg er bekymret for dyrenes forhold

Githa Nelander, Nye Borgerlige, byrådsmedlem i Næstved Kommune

Bekymret for dyrenes forhold

Politiet oplyser ikke, hvorvidt der rent faktisk er tale om en sigtelse for at producere cannabisolie, da den stadig efterforskes. Alligevel vil Githa Nelander have forvaltningen i Næstved Kommune til at lave en undersøgelse af stedet.

- Jeg er bekymret for dyrenes forhold, når der bliver nedgravet døde dyr på stedet. Så sætter jeg spørgsmålstegn ved driften af stedet, når der samtidig verserer en sag om ulovlig produktion af cannabisolie, siger Githa Nelander.

- Da stedet ligger på kommunal grund, vil jeg have forvaltningen til at undersøge sagen, fordi vi vil ikke have sådan nogle ulovligheder til at foregå på vores grund, tilføjer hun.

Spoocky S. Lambert, ejer af Zoopark Sydsjælland, ved tigerburet. (Arkivfoto).
Spoocky S. Lambert, ejer af Zoopark Sydsjælland, ved tigerburet. (Arkivfoto). Foto: TV2 ØST

Githa Nelander ønsker blandt andet, at forvaltningen skal undersøge, om stedets ansatte har de rette forudsætninger for at have med dyr at gøre.

Har Næstved Kommune været gode nok til at holde øje med forholdene i dyreparken?

- Nej, det har vi ikke, og jeg tror, at man har set igennem fingrene med nogle ting. Jeg aner ikke, hvorfor man ikke vil tage fat på tingene. Det er bekymrende, og nu håber jeg, at vi får set godt og grundigt på dyreparken, svarer hun.

Frygter for Næstveds omdømme

Kristian Skov Andersen (V), byrådsmedlem i Næstved Kommune, frygter, at sagen mod Zoopark Sydsjælland giver et dårligt omdømme til Næstved.

- Som kommunalpolitiker har jeg den interesse, at alt, hvad der foregår i Næstved Kommune, skal gøre kommunen attraktiv. Hvis ikke det er tilfældet med dyreparken, så skal der rettes op på det, siger Kristian Skov Andersen.

Læs også
Zoo-direktør skød sin eks-kone og sig selv
Læs også
Zoo-direktør skød sin eks-kone og sig selv

Derfor varsler han ligesom byrådskollegaen Githa Nelander en potentiel lukning af dyreparken.

- Hvis vi skal have noget, der giver sig ud for at være en attraktion i Næstved, så skal det være en attraktion på den fede måde. Alt hvad der hedder svigtende dyrevelfærd eller andre kriminelle forhold, er ikke velkommen, siger han og tilføjer:

- Jeg vil ikke have, at stedet er omgivet af så mange dårlige historier med kriminalitet. Det kan godt komme derud, hvor det ikke længere er en attraktion for Næstved Kommune – og der skal man nok til at passe lidt på.

Ejeren af Zoopark Sydsjælland ønsker på nuværende tidspunkt ikke at udtale sig til TV2 ØST om truslerne fra byrådspolitikerne.

Syvårig pige fandt døde dyr

Sagen med de ulovligt nedgravede dyr kom frem i foråret 2016. Her gjorde en familie sig et makabert fund, da familien stødte på en åben grav med døde dyr.

- Vi var gået op på en forhøjning, hvor vi kunne se, at der lå flere døde dyr i et dybt hul, fortalte faderen Kasper Hansen dengang til BT.

Det var hans syvårige datter, som opdagede hullet med de døde dyr. Hun blev meget chokeret over at se den store dynge døde dyr.

- Børnene blev trykkede af det. De havde lige set levende dyr i andre områder af haven, og så var der et hul med døde dyr. Det gjorde dem kede af det, sagde Kasper Hansen.

Githa Nelander, Nye Borgerlige, byrådsmedlem i Næstved Kommune.
Githa Nelander, Nye Borgerlige, byrådsmedlem i Næstved Kommune. Foto: Frederik Hagedorn - TV2 ØST

Fundet førte til, at Fødevarestyrelsen anmeldte stedet til politiet, fordi det er ulovligt at begrave døde dyr, eftersom de døde dyr kan sprede sygdomme. Strafferammen for denne lovovertrædelse er enten bøde eller fængselsstraf på op til fire måneder. Ifølge loven er det lovligt at begrave kæledyr og andre smådyr i haven.

Dengang erkendte Spoocky S. Lambert over for Sjællandske, at personalet havde smidt døde dyr i en åben grav.

- Det, vi har gjort, er, at vi har gravet nogle døde dyr ned for at få gjort forrådnelsestiden kortere. Det gjorde vi, så vi kunne få kød og sener væk og dermed bruge knoglerne til skolebrug, sagde han.

Han var efterfølgende i dialog med Fødevarestyrelsen, som forklarede ejeren af stedet, at handlingen var ulovlig.

Blev fundet død i tigerbur

Tilbage i foråret 2009, da en anden person ejede parken, begik en tidligere ansat i dyreparken selvmord på stedet. Der var tale om en 31-årig mand, som blev fundet død i et tigerbur.

- Han er brudt ind hos tigrene, har åbnet tigerburet og hældt benzin over nogle halmballer og sat ild til. Manden døde af røgforgiftning og blev siden delvist ædt af tigrene, oplyste vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Læs også
Syg dyrepasser stjal nøgler til tigerbur
Læs også
Syg dyrepasser stjal nøgler til tigerbur

Manden var ansat i knapt et år, hvorefter han blev fyret, fordi hans sygdom havde gjort ham til en sikkerhedsrisiko.

Det er Fødesvarestyrelsen, som fører tilsyn med forholdene i dyreparker og zoologiske haver. 

Ejeren af parken, Spoocky S. Lambert, ønsker ikke at kommentere kritikken.


Nyhedsoverblik