Politiet nedlægger tre nærpolitistationer

Tre nærpolitistationer i Næstved Kommune skal lukke. Det sker ifølge politiet, fordi folk simpelthen ikke bruger nærpolitiet lige så meget som tidligere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Indbyggerne i og omkring Fuglebjerg, Glumsø og Tappernøje i Næstved Kommune får nu længere til nærmeste politistation.

De tre nær- og landpolitiekspeditioner står nemlig til lukning fra 1. oktober.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Til gengæld bliver et forsøg med alternative måder at skabe borgernært politi sat i søen i samarbejde med kommunen.

Færre bruger nærpolitiet

- Vi mener, at nedlæggelsen af nær- og landpolitiekspeditionerne i Næstved Kommune er sund fornuft. Det giver ikke længere mening at opretholde dem – hverken økonomisk eller servicemæssigt. I stedet koncentrerer vi kompetencerne, styrker vores præventive indsats, og gør os endnu mere umage for at være et borgernært politi, siger politidirektør Lene Frank.

Politikredsen har lavet undersøgelser, som har vist, at antallet af henvendelser i ekspeditionerne er faldet drastisk de seneste år. Det skyldes bl.a., at en lang række af de opgaver, som politiet tidligere har varetaget, er overgået til kommunerne og Skat.


Kontakt politiet via sociale medier

Ud over analysen af borgerhenvendelser er der lavet en omfattende undersøgelse af politikredsens forebyggende arbejde, som blandt andet  udføres af nær- og landpolitibetjente.

Undersøgelsen viser, at der er behov for at tilføre området yderligere ressourcer og kompetencer.

Det betyder bl.a., at der med lukningen af de tre nær- og landpolitistationer bliver etableret en decideret forebyggelsesorganisation, der skal professionalisere dette arbejde yderligere.

- Vi har fuld forståelse for og anerkender, at borgerne gerne vil have synligt politi. Men vi mener, at synligt politi kan skabes på mange måder. Det kan fx være digitalt via sociale medier eller en app. Det kan også være god og hurtig service, når folk ringer 114. Eller det kan være skabelsen af et forum, hvor specielle politirelaterede udfordringer kan drøftes på tværs af borgere, kommune og politi, siger Lene Frank.

Mere nært politiarbejde

Politiet søsætter nu et forsøg med fokus på borgernært politi.

Det skal forsøge at skabe en ramme for og udvikle det lokale samarbejde mellem borgerne og politiet og gennemføres i et samarbejde mellem politikredsen og de forskellige lokale råd under Næstved Kommune.

- Når borgerne agerer vores øjne og ører i lokalsamfundene har vi langt lettere ved både at forhindre kriminalitet og opklare den. Så det er vores håb, at vi gennem en styrkelse af vores forebyggelsesorganisation, et tæt samarbejde med kommunen og en udbygning af vores tilstedeværelse på de digitale medier kan skabe en endnu større og tættere kontakt til vores borgere, siger Lene Frank.

Hvis forsøget, der løber over de næste to år, viser sig at bære frugt, vil det bredes ud til resten af politikredsen.

Om politikredsen:

  • Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har hovedstation i Næstved og dækker den sydlige del af Sjælland samt Lolland og Falster.
  • Politikredsen har lokalstationer i Slagelse, Vordingborg, Nykøbing F. og Nakskov samt en udlændingekontrolafdeling i Maribo.


Nyhedsoverblik