Politi giver 255.000 kroner i bøde til udenlandske chauffører og firma

Tungvognscenter Øst ved Midt- og Vestsjællands Politi har udstedt en samlet bøde på 255.000 kroner til to rumænske chauffører og vognmandsfirmaet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ved Tappernøje i sydgående retning blev et rumænsk vogntog stoppet af politiet i sidste uge under en tungvognskontrol. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet bed ved standsningen mærke i, at der ikke var betalt vejbenyttelsesafgift på lastbilen, men ved nærmere eftersyn var der flere mangler ved transporten. Det hele løb op i en bøde på 255.000 kroner.

Den pågældende lastbil blev ført af en 22-årig kvinde og en 32-årig mand begge fra Rumænien, hvor virksomheden også har hjemme. Politiet kunne se på køre- og hviletiderne, at der under kørsel flere gange var kørt uden førerkort.

quote Vi anser det som meget alvorligt, når man ikke benytter førerkort og ikke overholder hviletidsreglerne

Henrik Fobian, politikommissær fra Tungvognscenter Øst ved Midt- og Vestsjællands Politi

Chaufførerne erkendte

Dokumentationen af forholdet fik chaufførerne til at erkende, at de ikke havde brugt deres førerkort under læsning og losning af vogntoget, selvom det er lovstridigt, fortæller politikommissær Henrik Fobian fra Tungvognscenter Øst ved Midt- og Vestsjællands Politi.

- Vi anser det som meget alvorligt, når man ikke benytter førerkort og ikke overholder hviletidsreglerne. Ethvert forsøg på at omgå reglerne kan få konsekvenser for sikkerheden på vejene, og politiet ser med stor alvor på disse overtrædelser, siger Henrik Fobian.

Læs også
Stor kontrol af lastbiler - problemer med fire ud af ti
Læs også
Stor kontrol af lastbiler - problemer med fire ud af ti

Ved beregning af køre- og hviletiderne blev der fundet adskillige overtrædelser, og hviletiden for chaufførerne havde været helt nede på 4 timer og 50 minutter mod de påkrævede 9 timers hvil ved flermandsbetjening.

Det betød, at den ene chauffør måtte bøde 64.500 kroner samt en ubetinget frakendelse af førerretten til tunge køretøjer i Danmark i seks måneder. Den anden chauffør måtte betale 19.000 kroner samt se sin førerret betinget frakendt for kørsel med tunge køretøjer i Danmark i tre år.

Opretholder kontroltryk

Virksomheden måtte oveni betale 171.500 kroner i bøde for chaufførenes overtrædelser af køre- og hviletid, takograf, og 2 dages manglende betaling af vejbenyttelsesafgift.

quote Vi vil ikke finde os i, at sikkerheden på de danske veje bliver sat over styr

Henrik Fobian, politikommissær fra Tungvognscenter Øst ved Midt- og Vestsjællands Politi

- Den samlede bøde på 255.000 kroner viser, at myndighederne tager disse sager alvorligt. Vi vil ikke finde os i, at sikkerheden på de danske veje bliver sat over styr, når chauffører og virksomheder overtræder regler. Disse lastbiler udgør en stor risiko, hvis ikke føreren har fået de påkrævede hvil, og derfor fortsætter vi med at opretholde vores kontroltryk i Østdanmark, siger Henrik Fobian fra Midt- og Vestsjællands Politi.

udklip.jpg
Læs også
Nyt korps skal kontrollere udenlandske lastbiler for at sikre lige vilkår
udklip.jpg
Læs også
Nyt korps skal kontrollere udenlandske lastbiler for at sikre lige vilkår

Den samlede bøde blev betalt dagen efter, og de to chauffører vedtog og underskrev frakendelserne af førerretten.

Ved nærmere undersøgelse kunne politiet desuden konstatere, at samme chauffører var blevet standset i et andet europæisk land for et par måneder siden, hvor de måtte betale i omegnen af 7.000 euro for lignende overtrædelser.

FAKTA 

Lastbiler og godstransport med tilladt totalvægt på 12 ton og derover skal betale vejbenyttelsesafgift for kørsel på danske motorveje.

Tungvognscenter Øst ved Midt- og Vestsjællands Politi dækker hele Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.
 

Kort om køre- og hviletider

  • En uafbrudt køretid må ikke overstige fire og en halv time. Efter køretiden på fire og en halv time, skal chaufføren holde en sammenhængende pause på mindst 45 minutter, eller en afbrudt pause på henholdsvis 15 og 30 min.
     
  • Under pause og hvil må chaufføren ikke udføre andet arbejde eller være til rådighed for transportvirksomheden.
     
  • Den daglige køretid må ikke overstige ni timer, og der er særskilte regler for hviletidens længde pr. dag og uge. To gange om ugen må køretiden dog sættes op til ti timer.

Nyhedsoverblik