Torsdag fortsætter efterforskningen i sagen om det mystiske fund af et bagbundet lig ved Herlufmagle tirsdag.
- Vi arbejder på højtryk på at få vedkommende identificeret, men kender ikke tidshorisonten på, hvor lang tid det vil tage, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.
Det makabre fund blev gjort tirsdag sidst på eftermiddagen i en tidligere mergelgrav ved Herlufmagle. Onsdag kom det frem, at der er tale om en yngre mand, som var bagbundet på både hænder og fødder.
Ligget i vandet i lang tid
Politiet betragter sagen som en drabssag, men har indtil videre kun meldt sparsomt ud om efterforskningen til offentligheden.
- Det er svært at være mere åbne i den her tidlige fase, men sagen fylder meget hos os, og vi fortsætter med de kriminaltekniske undersøgelser, siger Søren Ravn-Nielsen til TV ØST.
Liget skal ifølge politiet have ligget i vandet i lang tid, og det giver nogle udfordringer i forhold til efterforskningen. Efter ligfundet er mergelgraven, der i dag fungerer som branddam, blevet gennemsøgt af dykkere, ligesom området er blevet gennemsøgt med både droner og metaldetektorer.
Når politiet skal nærme sig identiteten af en afdød, og man i udgangspunktet er på bar bund, tager man ofte udgangspunkt i oplysninger om savnede personer. Det er også tilfældet i mergelgravssagen, oplyser Søren Ravn-Nielsen til Ritzau.