Planer om 600 nye boliger i Odsherred: - Det er en god spiral

Der foregår et byggeboom i Odsherred Kommune. I runde tal bliver der opført 600 nye boliger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er planer om et rent tag-selv-bord af alle former for boliger i Odsherred Kommune.

- Der kommer parcelhuse, almenboliger, udlejningsboliger og andelsboliger, siger kommunens ejendomsmægler Mikkel Henriksen.

I pipelinen har han noget, der ligner 600 boliger, som bliver fordelt lige fra Hørve i syd og til Sjællands Odde i nord.

Regnestykket, der får det til at give 600, lyder som følgende:

200 i Nykøbing

150 i Højby

102 i Asnæs

100 i Hørve

Og til sidst bliver der drysset lidt boliger ud i Fårevejle Kirkeby.

- Det er et byggeboom, men det er også et spørgsmål om et behov, der er opstået, fordi der ikke har været investeret i boliger i Odsherred igennem en del år, fortæller Mikkel Henriksen.

Boliger er kærkomne

Vig bakke er i gang med at blive lavet til 103 ejer, leje- og andelsboliger og for 102 af boligerne er aftalen allerede underskrevet. Blot én enkelt parcelhusgrund står tilbage.

quote Jeg oplever tit, at jeg ikke kan imødekomme købernes behov

Mikkel Henriksen ejendomsmægler i Odsherred

Den store interesse og de mange køb viser, hvor stort behovet har været, mener Mikkel Henriksen.

- Jeg oplever tit, at jeg ikke kan imødekomme købernes behov, så på den måde er planerne om de mange nye boliger kærkommen, fortæller han.

Det er ikke kun det aspekt, at han gerne vil sælge og opfylde ung som gammel og rig som mindre rigs drømme. Han ser det også som en god spiral, der på sigt kan gavne miljøet og livet i kommunen.

- Det er godt for miljøet, fordi der kommer nye boliger med et mindre energikrav, og i de boliger som folk fraflytter, kommer der nye mennesker, som investerer i dem med nye tage, isolering, vinduer, køkken og bad.

- Det skaber arbejdskraft i Odsherred, og arbejdskraft skaber købekraft ovre hos købmanden. Det er en samfundsudvikling i kommunen, fortæller han.

Artiklen fortsætter under billedet. 

 
 

Også borgmester Thomas Adelskov (S) ser positivt på de mange nye boliger.

- Jeg er rigtig glad. Det har været vigtigt, at kommunen går ind og satser og investerer. Vi har investeret i det her med den forhåbning, at det vil give pote, og det ser det også ud til at gøre, fortæller han.

Mikkel Henriksen håber, at de mange boliger kan stå færdige inden for fem år. Borgmesteren tør dog ikke at fastsætte en dato for, hvornår boligerne står klar.

- Nogle er godt i gang, andre i planfasen, og andre er der lavet lokalplaner til. Jeg tør ikke sige en bestemt dato, men inden for de næste par år, siger han.

Tid til rotation

Thomas Adelskov ser en bevægelse, hvor flere flytter fra de store byer, og det er blandt andet derfor kommunen satser stort på boliger og mange af dem.

Han ser gerne, at der i kommunen bliver sat gang i en rotation. Mange af de kommende boliger kommer til at være mellem 80 og 100 kvadratmeter og vil egne sig godt til seniorer, der gerne vil flytte i noget mindre.

- Den efterspørgsel har vi set, og det betyder, at vi kan sætte gang i rotation, der frigiver parcelhuse og villaer til børnefamilier. Det betyder flere borgere og en rotation i boligmarkedet, som der er behov for, fortæller Thomas Adelskov.

Odsherred Kommune har sat sig et mål om at øge antallet af borgere i kommunen med 1.000, og det tal mener borgmesteren, at de meget vel kan komme i nærheden af.

Læs også
Byen vokser med 10 procent - over 100 boliger i Vig solgt før de er opført
Læs også
Byen vokser med 10 procent - over 100 boliger i Vig solgt før de er opført

De mange byggeprojekter er også kommet boligminister Kaare Dybvad (S) for øret. Han besøger mandag den 5. oktober Vig Bakke, hvor han sætter gang i det næste byggeprojekt.


Nyhedsoverblik