Pistolrøver ville have 3.000 kroner

OPDATERET: Købet af en brugt computer endte mandag aften i væbnet røveri i Næstved. En pistolbevæbnet mand ventede ifølge computerkøberen, da han kom.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

OPDATERET: Artiklen er opdateret klokken 14.15, efter vi har talt med offeret til forbrydelsen.

Det var ifølge computer-handel aftalt via sociale medier, der mandag aften var baggrunden for et pistol-røveri på åben gade i Næstved.

Det det fortæller offeret i røveriet, en 21-årig mand, til TV2 ØST.

Han havde set en computer udbudt til salg på Facebook, og havde via SMS og private beskeder på det sociale medie aftalt pris og afhentning.

Pistolmand ventede

- Vi aftalte, at computeren skulle koste 3.000 kroner. De havde kvittering og den slags i orden, og så skulle jeg komme og hente den mandag aften. Men da jeg så skal til at gå ind af døren, får jeg stukket en pistol i ryggen, og bliver bedt om at aflevere pengene og gå ind i min bil igen, fortæller den 21-årige til TV2 ØST. Den unge mand er fortsat meget rystet over røveriet, og ønsker at være anonym, da han frygter repressalier fra gerningsmanden.

Han nægtede dog at lade pistolmanden sætte sig ind i bilen, og efter kort tids tumult lykkedes det manden at komme alene ind i bilen og køre væk fra stedet.

- Jeg ringede til politiet, der nok var der efter 3 minutter. Så gik det slag i slag derfra, siger han.

Han forstår slet ikke, at nogen vil gøre sig til røvere for så lille et beløb.

- Det var jo kun 3.000 kroner. Det er jo næsten ingenting, siger han.

Rystede over reaktioner

Da den unge mand kom hjem, skrev han om røveriforsøget på sociale medier - og her har historien siden fået sit eget liv.

- Det er helt vildt. Der bliver skrevet om det overalt, og min telefon ringer hele tiden. Samtidig er der rigtig mange rygter, fordrejninger og overdrivelser om, hvad der er gået for sig, siger han. Det er meget voldsomt, og jeg har lidt svært ved at overskue det, siger han.

Blandt andet har der været rygter om, at han i virkeligheden blev truet med kniv, og samtidig har brugere på Facebook hængt mindst 3 forskellige mænd ud for at have begået forbrydelsen.

Den 23-årige vil ikke kommentere spekulationerne overfor TV2 ØST, men vil i stedet lade politiet om at opklare sagen.

Politi: Vi leder efter mistænkt

Hos Lokalpolitiet i Næstved leder man tirsdag after den formodede gerningsmand.

- Vi har et ret godt billede af, hvem det kan være - og den mand vil vi selvfølgelig gerne tale med. Vi er faktisk ude at lede efter ham lige nu, siger Ole Rasmussen til TV2 ØST. Han ønsker dog ikke at komme ind på sagens detaljer.


Nyhedsoverblik