¨

Person med lilla hår eftersøgt af politiet - satte ild til sofa på gammel kaserne

To personer blev onsdag aften set i området omkring den nedlagte gardehusarkaserne i Næstved, hvor der blev sat ild til en sofa.

Branden opstod i en garage den nordøstlige del af Næstved, hvor Gardehusarregimentet tidligere holdt til. Foto: Skraafoto.dk / Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Brandfolk fra Midt- og Sydsjællands Brand & Redning rykkede onsdag aften ud til en mistænkelig brand i den nordøstlige del af Næstved, hvor Gardehusarregimentet tidligere holdt til.

To personer blev set gående fra stedet kort før, at branden opstod

Ole Hald, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Anmeldelsen tikkede ind klokken 21.30. Et vidne beskrev, hvordan det brændte i en garage ved en større parkeringsplads på Regimentsvej.

- Der var blevet sat ild til en efterladt sofa, som stod i en tom garage i området, hvor den gamle gardehusarkaserne lå, siger Ole Hald, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ifølge politiet skete der ingen skader på bygningen, men der blev observeret to personer i området, som politiet gerne vil i kontakt med.

- To personer blev set gående fra stedet kort før, at branden opstod. Så man kunne godt have en mistanke om, at der var tale om en påsat brand, siger Ole Hald.

Politiet efterlyser vidner i sagen

Indtil videre har politiet ikke noget mere detaljeret signalement af de to personer, men et vidne oplyser til politiet, at den ene person havde kort, lilla hår og iført sorte og hvidternede bukser.

- Vidnet så dog ikke, om det var en mand eller kvinde. Den anden beskrives som en mand iført mørkt tøj, siger Ole Hald.

Størstedelen af Gardehusarregimentet flyttede fra Næstved til Slagelse omkring årsskiftet 2000-2001, mens den sidste del af gardehusarkasernen forlod byen i sommeren 2003.

Inden flytningen af regimentet kæmpede lokalsamfundet i Næstved en hård kamp for at bevare hesteeskorten fra Gardehusarregimentet, fordi den ifølge mange havde en stor betydning for bysamfundet.

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefon 1-1-4.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App