Pensionisterne Ejvind og Birgit hjælper børn med læsningen

72-årige Ejvind Thygesen og 80-årige Birgit Olsen fra Fuglebjerg pakker hver dag taskerne og går i skole.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De fleste i 2.X på skolen i Fuglebjerg er 8 år gamle. Men så er der også lige Birgit Olsen på knap 81 år og Ejvind Thygesen på 72.

De to pensionister er såkaldte "læsevenner" på skolen, og det har de stor glæde af.

- Jeg synes, det er dejligt. De er jo nogle søde børn, og som pensionist har jeg masser af tid, siger Ejvind Thygesen, der tidligere har arbejdet som pædagog.

Meget livsbekræftende

Som læsevenner hjælper de eleverne i klassen med at træne deres læseevner. Det styrker eleverne - men det giver også smil på læberne hos de to frivillige.

- Det er meget livsbekræftende, når man er i min alder. Det er rigtig sjovt, synes jeg, fortæller Birgit Olsen.

De frivillige arbejde har også hjulpet til at afkræfte mange fordomme om børn nu om dage, forklarer hun.

- Man hører så tit, at folk siger "de forbandede unger, de lærer ingenting i skolen". Der får man altså et andet syn på sagen. For det gør de, og det er nogle søde unger, siger Birgit Olsen til TV ØST.

Giver mere tid til børnene

Elevernes lærer Anne Bloch sætter også pris på, at de to pensionister hjælper til.

- Vi har meget glæde af at have nogle andre voksne, som kan være en ekstra hånd, og som har tid til at snakke med børnene om forskellige problemer, de kan have, siger hun.

Også børnene er glade for ordningen.

- Det er sjovt at sidde med dem, at snakke med dem og læse med dem, siger Bernhard Bofwa fra 2.X.

- Det er dejligt, for man kan få lidt hjælp, hvis man ikke har forstand på det, istemmer klassekammeraten Zoe Phakhinphong.


Nyhedsoverblik