Overvældet af gavmildhed

Siden vi i fredags fortalte om plejebarnet Cristoffer Møllekær, der ikke havde råd til at tage på ridetur til Finland, har han fået en stribe opkald fra fremmede, der har doneret ham penge. Men han fik faktisk meget mere end det.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Overalt i Cristoffer Møllekærs hjem er der hesteskulpturer og hestebilleder. Så ingen er i tvivl om hvad familiens store hobby er.

- Nej, der er lidt heste hist og her, griner Cristoffers plejefar John Tingberg fra Næstved.

Derfor var det ekstra hårdt, da plejeforældrene ikke havde råd til at sende ham til landsholdsturnering i Finland.

Det er nok det værste som sportsudøver. At være så tæt på at nå sin store drøm og så få at vide, at man ikke kunne alligevel, siger Cristoffer Møllekær.

Men nu kan han godt pakke tasken, for efter TV2 Øst fortalte historien i fredags, har en række personer ringet til familien og doneret penge.

Cristoffer er plejebarn, og hans liv har ikke altid været nemt

- Da jeg var seks år da døde min mor af en blodprop, fortæller han.

- dengang forstod jeg det ikke rigtig, men nu er det gået op for mig, og jeg er da også begyndt at leve med det. Men nogle gange kan det godt være svært, siger han.

Han kender ikke sin far, og biologisk familie er der ikke meget af. Så det savner han, selvom han er glad for at være hos plejefamilien.

- Når du er sammen med biologisk familie, så føler du jo ritigt at du er sammen med din familie. Altså ikke fordi du ikke er sammen med din familie her, det er bare på en lidt anden måde, siger han.

Da et af opkaldende var fra en der ikke ville donere penge til ham, bragte det stadig glæde. For med et blev hans biologiske familie lidt større.

- Det var da dejligt at vide, at man har noget familie man ikke kender til. At man ligepludselig får at vide, at man har en kusine man ikke vidste man havde, siger han.

Kusinen vidste godt, at hun havde to fætre i Cristoffer og hans storebror. Men hun vidste ikke hvor de var, før hun så ham på TV. Så ringede hun, og Cristoffer er ret sikker på, at de skal mødes.

- Vi har i hvert fald skrevet lidt frem og tilbage og har snakket om, at vi skal finde en dag, hvor vi kunne mødes, mig, min bror og hende, siger han.

Så Cristoffer Møllekær er nu både en landsholdstur og et familiemedlem rigere.

 


Nyhedsoverblik