Otte års fængsel for hjemmerøveri og drabsforsøg

En 31-årig mand fra Næstved fik i dag i Østre Landsret stadsfæstet en dom på otte års fængsel. Han er dømt for at have røvet en 76-årig i hans hjem og derefter forsøgt at dræbe ham med en drænspade.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hjemmerøveriet og drabsforsøget fandt sted i Næstved tilbage i maj 2009.

Her trængte den dengang 30-årige mand ind i den 76-åriges hjem. Forsøget på at få penge fra ham slog fejl, så under trusler om vold, fik han i stedet fat i den ældre mands bilnøgler.

På vej væk valgte han at slå den ældre mand flere gang i hovedet med en medbragt drænspade og også trampe ham i hovedet.

Da den 30-årige forlod stedet i den stjålne bil, var den ældre mand bevidstløs.

I dag blev hans dom fra byretten på otte års fængsel for røveriet og drabsforsøget stadsfæstet.