Opbakning til vindmøller

Søndag mødte flere hundrede op for at være med til at fejre den nye vindmølle i Store Røttinge ved Tappernøje. Men vindmøllen møder også kritik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Flere hundrede elkunder mødte søndag op for med egne øjne at se den nye vindmølle i Store Røttinge ved Tappernøje.

Vindmøllen er blevet finansieret af elkunderne i SEAS-NVE. De har nemlig valgt at donere 12 øre per forbrugt kWh, hvilket svarer til cirka 50 kroner om måneden for en almindelig familie.

Jeg har altid passet godt på vores jord og vores natur, og jeg vil gerne kunne give mit barnebarn og mine børn en god fremtid, så det var ikke noget, jeg var I tvivl om, da jeg fik muligheden, siger Ditte Gabriel fra Vordingborg.

Pengene, som elkunderne donerer, ender i en fond, som energiselskabet SEAS-NVE har oprettet, og som investerer pengene i vedvarende energi.

- Alle de dejlige forbrugere som har doneret penge har gjort, at vi kunne investere i en ekstra vindmølle i Danmark, som ikke ville have været her, hvis ikke det var for dem, siger markedsdirektør i SEAS-NVE Ole Vestegaard.

Projekt møder kritik
Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for projektet. I flere år har naboerne i Store Røttinge kæmpet en indædt kamp mod opførelsen af tre store havvindmøller få hundrede meter fra deres hjem.

- De møller har jo skabt en meget stor utryghed over for os i forhold til, hvad vi risikerer at opleve af gener med tiden, siger Jytte Møller, som bor 800 meter fra vindmøllerne.

Beboerne er især bekymrede for, om støjgenerne vil påvirke deres helbred, og de kæmper fortsat for at få ændret de nuværende støjregler.

- Det er jo sådan, at støjen er kun beregenede tal, som vindmølleindustrien bruger. Vi ville jo meget gerne have nogle reelle støjmålinger og ikke nogle beregnede tal, siger Jytte Møller. 

Flere møller på vej
Men blandt de fremmødte elkunder er tilfredsheden med projektet stor.

- Det vil fortsætte med at donere penge til vedvarende energi, så kan det være, det kan blive til endnu en vindmølle på et tidspunkt, siger Ditte Gabriel.

Og den idé møder opbakning hos SEAS-NVE's markedschef.

- Vi håber, vi kan opføre endnu flere vindmøller, jo flere der køber det her produkt, jo mere vil vi investere, og jo mere grøn strøm kommer der på markedet, siger Ole Vestergaard. 

Det forventes at den nye vindmølle vil producere 10 millioner kWh om året, hvilket svarer til 2500 normale husstandes forbrug.

 


Nyhedsoverblik