Omstridt konservativ taget til nåde i Køge

Fra Næstved til Køge. En omstridt konservativ politiker fra Næstved - der stod til at blive smidt ud af den konservative vælgerforening - forsøger nu at smede sin lykke i Køge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter at have stået til eksklusion af De Konservative i flere måneder - fordi man var grundigt utilfredse med ham i Næstveds Konservative Vælgerforening, er den 34-årige cand. polit. Evals Gruevski nu blevet optaget som medlem af De Konservative i Køge, skriver Sjællandske.

Det blev resultatet af et langvarigt møde mandag aften i den konservative storkredsorganisation for Sjællands Storkreds. 

Baggrunden for eksklusionen i Næstved kom efter mange års opsparet irritation over Evals Gruevskis metoder. Da den meget ihærdige Gruevski under en ophedet debat om placering af Region Sjællands supersygehus anbefalede Rønnede-området, knækkede kæden. Vælgerforeningen modtog udmeldinger efter den Næstved-fjendtlige anbefaling, og bestyrelsen var klar til at gå, hvis Evals Gruevski ikke blev smidt ud.

Evals Gruevski var kun 11 stemmer fra at komme i Næstved Byråd ved valget i 2009. Han beholder sin position som 1. suppleant til en konservativ plads i byrådet.
 
Formand for den konservative vælgerforening i Køge, Arne T. Hansen, oplyser til Sjællandske, at aftalen er indgået mellem Evals Gruevski og vælgerforeningerne i Køge og Næstved.

- Vi har forsøgt at gøre alle glade, så sagen har fået en god udgang, siger Arne T. Hansen til avisen.


Nyhedsoverblik