Nytårsbrag på Menstrup Kro

Når det nye år skydes ind, er der især et sted i regionen, hvor der for alvor bliver knald på. På Hotel Menstrup Kro ved Næstved holder 200 gæster stor nytårsfest.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På årets næstsidste dag var personalet på Hotel Menstrup Kro i fuld gang med borddækning og madlavning.

Nytårsaften invaderer 200 festglade mennesker nemlig stedet for at byde 2016 velkommen med maner.

- Det bliver en kæmpe fest. Det er hyggeligt og sjovt, når de får lidt at drikke og spise og fyrer bordbomberne af, beretter tjenerelev Enor Sumar, der ligesom i fjor trækker i det pæne tøj for at servere for gæsterne.

Gildet går i gang allerede klokken 15 med kaffe og kage. Derefter er der velkomstdrink til dronningens nytårstale, inden det sidste måltid i 2015 skal indtages.

- De skal have en 4-retters menu. Forretten er slethvar, så er der skaldyrsbuffet, til hovedret helstegt oksemørbrad og til sidst dessert a la Menstrup, fortæller køkkenchef Søren Ulriksen.

Under middagen vil tre skuespillere underholde med diverse revynumre, og klokken 24 er der champagne og festfyrværkeri.

Derefter er der musik og dans til klokken 02, hvor festen slutter med nytårspølser til natmad. 


Nyhedsoverblik