Nyt sanserum skal give personer med udviklingshæmning i Næstved større livskvalitet

Personer med den uhelbredelige diagnose Prader-Willi Syndrom får nu bedre hjælp til at rumme en svær hverdag med et sansemættede rum.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Personer med diagnosen Prader-Willi Syndrom er udfordret i deres hverdag med et meget højt stressniveau og et nervesystem konstant under pres og er derudover ramt af udviklingshæmning.

Diagnosen er uhelbredelig, men hverdagen kan blive en smule bedre med god lægebehandling og den rette pædagogiske støtte. 

I Næstved er det håbet, at man med et sanserum i kommunens nye aktivitetstilbud til personer med Prader-Willi Syndrom, Cassiopeia, kan hjælpe dem med at slappe af, finde ro og genopbygge ny energi.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse. 

quote Når man konstant har stress og uro i nervesystemet, er der behov for rammer og aktiviteter, der kan genskabe ligevægt i sindet

Tine Birka Albrechtsen, projektansvarlig og specialpædagog

I sanserummet er der redskaber som en kuglestole, kugledyner, vandseng, sansedyr, lys og lyd, som de diagnoseramte borgere kan gå ind i og derved trække sig tilbage for en stund. 

Rummet har været et højt ønske fra det specialpædagogiske hold bag Cassiopeia, der startede op i foråret. Sanserummet er støttet med 100.000 kroner fra TrygFonden. 

- Når man konstant har stress og uro i nervesystemet, er der behov for rammer og aktiviteter, der kan genskabe ligevægt i sindet. Donationen fra TrygFonden har gjort det muligt for os at etablere et fantastisk sanserum, der kan hjælpe vores brugere til at slappe af og finde ro, og rummet efterspørges dagligt og bruges meget flittigt, siger projektansvarlig og specialpædagog Tine Birka Albrechtsen i en pressemeddelelse.

Læs også
Psykisk syge hjælper til på landbrug: - Her kan man føle sig nyttig
Læs også
Psykisk syge hjælper til på landbrug: - Her kan man føle sig nyttig

Der er 12 personer tilknyttet aktivitetstilbuddet i Næstved. Hos TrygFonden er man glad for at kunne hjælpe dem.

- I TrygFonden arbejder vi for, at flere kronisk syge mennesker bliver så lidt præget af sygdom som muligt og oplever øget livskvalitet. Vi er derfor meget glade for at kunne bidrage til, at borgerne, der er tilknyttet Cassiopeia i Næstved, kan få mulighed for at trække sig tilbage og få det nødvendige pusterum, som vi alle i større eller mindre grad har brug for, siger Cathrine Riegels Melchior, formand for TrygFondens regionale råd i Region Sjælland, i  pressemeddelelsen. 

Det anslås, at cirka 1 ud af 15.000 nyfødte har Prader-Willi Syndrom.


Nyhedsoverblik