Nyt initiativ skal få flere til at vælge erhvervsuddannelse efter folkeskolen

Næstved Kommune forsøger nu på en ny måde at vække de unges interesse for en erhvervsuddannelse, som i dag kun vælges til af hver fjerde efter folkeskolen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tilslutningen til erhvervsuddannelserne halter. Derfor forsøger man i Næstved Kommune nu at vække de unges interesse for netop at stå i lære som håndværker. Det sker i et nyt tiltag for skolernes 7. 8. og 9. klasses elever, som står på tærsklen til at vælge, hvad de vil bruge fremtiden på.

For selvom erhvervspraktik og virksomhedsbesøg langtfra er noget nyt på landets skoler – så har man i Næstved valgt at sætte det yderligere i system, ved at det bliver obligatorisk med virksomhedsbesøg for folkeskolernes øverste klassetrin.

I dag var det elever fra 8.Y på Lille Næstved Skole afdeling Fuglebjerg, der var på besøg på en byggeplads i Fensmark.

quote Mange elever tager mere eller mindre gymnasiet på automatik. Det vil vi selvfølgelig gerne udfordre

Ole Hilden, erhvervsplaymaker, Næstved Kommune

Her mødte eleverne blandt andre Tobias Nielsen, der står i lære som anlægsstruktør hos entreprenørvirksomheden Holbøll. Det er blandt andet ham, der er med til at sikre, at 31 nye boliger ved Fensmark får et solidt fundament.

- Vi graver op, så der er fast grund, og så bygger vi op med sandpuder, og så støber vi op, fortalte han i dag til gæsterne fra 8.Y, hvor han sammen med andre lærlinge var med til at give et blik inden for i de brancher, hvor virksomhederne får stor mangel på faglærte i fremtiden.

Tobias Nielsen står i lære som anlægsstruktør. Uddannelsen varer i alt 3,5 år.
Tobias Nielsen står i lære som anlægsstruktør. Uddannelsen varer i alt 3,5 år. Foto: Anders Garde - TV2 ØST

Tobias Nielsen er glad for den uddannelse, han har valgt at tage. Han har været i gang i et år og har dermed 2,5 år tilbage.

- Det er dejligt, man er ude i det fri hele tiden, og man ser processen går fremad. Man ser hele tiden, hvad der sker. Det er meget fedt, siger han og tilføjer:

- Det er ikke bare den samme hverdag. Der sker noget forskelligt.

Rusker op i vanetænkning

Selvom der ikke er gevinst her og nu at hente for virksomhederne ved dagens fremvisning, er besøgene givet godt ud, siger Berit Lundsbjerg Frederiksen, der er projektleder hos Hoffmann i Næstved:

- På sigt håber vi at få nogle super gode lærlinge ud af det, som kan komme ud i virksomhederne og være med til at lave nogle spændende projekter – både i byen og andre steder – så vi kan få nogle rigtig dygtige håndværkere i fremtiden.

Et par af de elever fra 8.Y, som TV2 ØST traf på dagens byggepladsbesøg, synes godt om initiativet.

- Det var meget godt at komme herud og høre, hvad de laver, og hvilke uddannelser de havde valgt. Det, synes jeg, var meget spændende at høre, siger Katrine Kristoffersen.

- Jeg er mere overbevist om at tage en erhvervsuddannelse. Så skal jeg ikke være lige så meget i skole – man kommer ud at arbejde med det samme, og det vil jeg rigtig gerne og tjene nogle penge, siger Elias Weinreich.

Elias Weinreich fra 8.Y på Lille Næstved Skole afdeling Fuglebjerg ser flere fordele i at vælge en erhvervsuddannelse. Blandt andet hurtigere at kunne tjene egne penge.
Elias Weinreich fra 8.Y på Lille Næstved Skole afdeling Fuglebjerg ser flere fordele i at vælge en erhvervsuddannelse. Blandt andet hurtigere at kunne tjene egne penge. Foto: Anders Garde - TV2 ØST

Ifølge Ole Hilden, der er erhvervsplaymaker i Næstved Kommune, handler det om at ruske op i elevernes vanetænkning om valg af uddannelse.

- Mange elever tager mere eller mindre gymnasiet på automatik. Det vil vi selvfølgelig gerne udfordre, og der spiller virksomhederne også en vigtig rolle i at fortælle eleverne, hvad der er af muligheder, siger han og tilføjer:

- Man kan både få uddannelsen her i Næstved, og man kan få job efterfølgende, og det vil vi gerne vise eleverne.

I dag har næsten halvdelen af alle beskæftigede i Næstved Kommune en faglært uddannelse. Men kun hver fjerde unge vælger i dag en erhvervsuddannelse efter folkeskolen.


Nyhedsoverblik