Nyt afslag til thailandsk familie – mor får nej til visum

Radayu Kwanngoen, der er udvist til Thailand, har fået afslag på det 40-dages turistvisum, der skulle genforene hende med sine døtre og mand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den thailandske familie fra Næstved, der har været adskilt siden 4. januar, har modtaget endnu en nedslående besked.

Radayu Kwanngoen har nemlig fået afslag fra Udlændingestyrelsen på sin ansøgning om et turistvisum (Schengenvisum), der skulle have sikret hende 40 dages indrejsetilladelse i Danmark.

Det skriver Sjællandske.

quote Vi har det rigtig skidt lige nu

Kritsada Kwanngoen, ægtefælle til udviste Radayu Kwanngoen

TV2 ØST har i den forbindelse talt med Radayu Kwanngoens mand, Kritsada Kwanngoen, der nu bor alene i parrets hus i Næstved med deres to døtre Thranrada og Alinrada på 10 og ni år, mens Radayu Kwanngoen opholder sig i Thailand. 

Han fortæller, at det nylige afslag på visummet har bragt stor frustration og fortvivlelse i familien.

- Det er forfærdeligt for os, og vi har det rigtig skidt lige nu. Vi havde håbet, at min kone kunne komme herop på turistvisum, så vi kunne starte familiesammenføring igen. Vi har alle dokumenter klar, fortæller han.

I afslaget fra Udlændingestyrelsen er der givet følgende begrundelse: ”Der er rimelig tvivl om, hvorvidt du har til hensigt at forlade medlemsstaternes område inden visummets udløb”.

Læs også
Udvist kvinde er rejst til Thailand: - Det er forfærdeligt for familien
Læs også
Udvist kvinde er rejst til Thailand: - Det er forfærdeligt for familien

Udlændingestyrelsen har med andre ord vurderet, at de ikke tror på, at Radayu Kwanngoen vil rejse ud af Danmark, når de 40 dage er gået. 

Men Kritsada Kwanngoen understreger, at hans kone selvfølgelig ville forlade landet igen, hvis det mod deres forventning ikke ville lykkedes dem at starte en ny sag om familiesammenføring i løbet af visummets varighed.

- Jeg har snakket med min advokat, der siger, at vi skulle søge turistvisum med det samme, og når hun så kommer tilbage til Danmark, så kan vi starte med familiesammenføring igen. Det er anbefalingen fra advokaten, og han har sagt, at vi gerne må gøre det på den måde, fortæller Kritsada Kwanngoen.

Dumpede sprogtest

Radayu Kwanngoen blev udvist fra Danmark med udrejsefrist den 4. januar 2023, fordi hun havde fået afvisning på hendes ansøgning om familiesammenføring.

Afslaget på familiesammenføringen blev givet, fordi hendes mand, Kritsada Kwanngoen, havde dumpet den sprogtest, der var adgangsgivende for, at hans kone kunne få lov at blive i Danmark. 

Efterfølgende opdagede Kritsada Kwanngoen dog, at han er ordblind, og parret klagede derfor over afgørelsen – men uden held. 

Læs også
Dumpede sprogprøve - nu skal konen udvises
Læs også
Dumpede sprogprøve - nu skal konen udvises

Kritsada Kwanngoen tog derfor en ny sprogtest med de hjælpemidler, man som ordblind har krav på, og denne gang bestod han. Men fordi Udlændingenævnet havde nået at afvise klagen kort forinden, blev Radayu Kwanngoen stadig udvist.

- Det er svært for mig og børnene lige nu. For der er ikke nogen, der kan passe børnene, når jeg skal på arbejde, og min arbejdstid er morgen og aften, lød det fra Kritsada Kwanngoen, da han den 4. januar i år tog afsked med sin kone i Københavns Lufthavn.

Savner vurdering i forhold til sagen

Der er ifølge Kritsada Kwanngoen ingen grund til, at Udlændingestyrelsen skulle tro, at Radayu Kwanngoen ville handle i modstrid med reglerne og blive i Danmark længere end tilladt.

Helt fra start har parret nemlig fulgt myndighedernes anvisninger, og Radayu Kwanngoen forlod også landet frivilligt den 4. januar netop for at undgå at skade parrets drøm om at opnå familiesammenføring.

Men i et skriftligt svar, til Sjællandske, skriver Udlændingestyrelsen blandt andet, at styrelsen i sin begrundelse for afslaget af visummet ikke har lagt vægt på ”de helt ekstraordinære omstændigheder hos Radayu Kwanngoen eller et herboende nærtstående familiemedlem”, da disse ikke var oplyst i ansøgningen.

Radayu Kwanngoen rejste til Thailand den 4. januar, da hun blev udvist af Danmark. Efterfølgende startede Süleyman Yücel, der er byrådspolitiker i Næstved Kommune, en indsamling til familien.

Det ærgrer derfor Kritsada Kwanngoen, at Udlændingestyrelsen tilsyneladende har behandlet ansøgningen som enhver anden visum-ansøgning uden at gå dybere ind i den konkrete sag.

- De kunne bare have ringet eller sendt mig en mail, hvis de var i tvivl om noget. Jeg er hundrede procent sikker på, at de har kendt til denne her sag. Jeg ved godt, at de har deres regler, der skal følges, men jeg synes godt, at man i de her procedurer kunne lave en vurdering i forhold til sagen, når afgørelsen bliver truffet, siger han.

Rejser til Thailand

Uden et turistvisum er alternativet til at blive genforenet i Danmark, at familien skal vente på, at de har en godkendelse på familiesammenføring - og det kan tage mange måneder.

- Jeg kan godt forstå, at Udlændingestyrelsen gerne vil have, at vi skal søge familiesammenføring fra hjemlandet af, men de her processer tager rigtig lang tid. Styrelsen siger, at gennemsnittet er seks-syv måneder, men det er der ingen garanti for. Det kan i princippet tage op til ni måneder, og så lang tid kan børnene altså ikke være uden deres mor, siger Kritsada Kwanngoen.

Læs også
Mor blev udvist til Thailand - nu bliver der samlet penge ind til familien
Læs også
Mor blev udvist til Thailand - nu bliver der samlet penge ind til familien

Uden godkendt familiesammenføring eller et midlertidigt turistvisum kan pigerne kun se deres mor i Thailand. Derfor er planen, at familien til sommer rejser til Thailand i de to uger, som Kritsada Kwanngoen har ferie, og at pigerne forhåbentlig kan blive der i alle ugerne af deres sommerferie.

- Men det kommer lidt an på prisen på flybilletter og så videre, da det også er hårdt for os økonomisk det her, siger Kritsada Kwanngoen og fortsætter:

- Selvfølgelig skal vi af sted. Det begynder at påvirke pigerne rigtig meget, og de har en masse spørgsmål til, hvorfor deres mor ikke må være i Danmark. Sådan skal det ikke være. Ingen børn skal undvære deres mor i så lang tid.

Kritsada Kwanngoen håber dog stadig på, at det kan lykkes familien at få godkendt et turistvisum inden sommerferien. Parret har derfor klaget over afslaget på visummet, og den klage skal nu behandles af Udlændingenævnet.

- Vi håber, at det bliver behandlet ordentligt igen. At man kigger meget mere præcist på, hvad sagen drejer sig om. Vi skal fortsætte, vi kan ikke bare give op nu, siger Kritsada Kwanngoen. 


Nyhedsoverblik