Ny bog i særlig, lokal udgave skal lære børn at genbruge

En alternativ boglancering onsdag inkluderede op mod 140 børn, der på en helt anden måde lærte om genbrug og FNs 12. verdensmål.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg står og laver papir, fordi der var en masse papir tilovers, som man kan genbruge, og lave igen.

Sådan siger Kamma Otto fra 6.a på Susåskolens Herlufmagle afdeling. Onsdag var klassen en del af en noget alternativ boglancering i Næstved, hvor der var fokus på FNs 12. verdensmål, der handler om bæredygtigt forbrug og produktion - og ikke mindst genanvendelse af affald.

- Jeg har lært, at jeg kan bruge gamle ting til at lave nye, pæne ting, lød det fra Misha Holm fra 4.a. Hun arbejdede med at omforme det tidligere skrald til kunst.

I løbet af dagen kunne eleverne under et besøg på Ressource City i Næstved onsdag således prøve blandt andet at køre på Moon-Car, lave papir og splitte en computer ad i kampen for et bedre klima. Alt sammen skete for at lære eleverne om genanvendelse og samtidig lancere en ny bog om FNs 12. verdensmål.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kamma Otto fra 6.a fik lov at prøve at lave papir i Ressource City.
Kamma Otto fra 6.a fik lov at prøve at lave papir i Ressource City. Foto: Signe Kaalund - TV2 ØST

Bogen hedder Avocado-Mysteriet, og den er skrevet af Jesper Tornbjerg. Den indgår i en bogserie ved navn Victoria og Verdensmålene, der handler om FN's 17 verdensmål.

- Det handler om madspild, genanvendelse og genbrug. Vi har inviteret børnene her med for at visualisere og teste med en række små opgaver for at vise, at det her med verdensmål er meget alvorligt, men også super sjovt at arbejde med, lød det fra forfatteren, mens 140 børn testede de opgaver, som også omtales i bogen.

Næstved Kommune var inspiration

Jesper Tornbjerg har blandt andet fået inspiration til bogen fra virksomheder i Næstved Kommune og snakket med flere af eleverne fra Susåskolen.

- Jeg kan godt sidde derhjemme og skrive nogle bøger. Men de bliver bare bedre, når det sker i dialog med børn og med nogen, der ved noget om det, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Jesper Tornbjerg er forfatter til Avocado-mysteriet, der er lavet i en helt særlig Næstvedversion.
Jesper Tornbjerg er forfatter til Avocado-mysteriet, der er lavet i en helt særlig Næstvedversion.

Bogen bliver sendt ud til alle skoler i hele landet - men i Næstved lander bogen i en helt særlig udgave, hvor bogen rent faktisk kommer til at foregå i Næstved Kommune. Kommunenavnet Nærved Kommune i bogen er simpelthen udskiftet med Næstved Kommune - og det er lokale virksomheder, der optræder i bogen.

Læringsmateriale

Der er til bogen udviklet et helt særligt læringsmateriale - og det var faktisk nogle af de aktiviteter, der onsdag blev testet for børnene.

- I dag afprøver børnene nogle af de aktiviteter, som børnene i bogen har skabt. De prøver de aktiviteter af, som kan formidle viden omkring verdensmål 12, siger Rikke Falkenberg Kofoed, der står bag materialet.

Misha Holm fra 4.a på Susåskolens Herlufmagle afdeling var begejstret for besøget i Ressource City, hvor hun blandt andet lærte, at det tidligere skrald kunne laves til pæne ting.
Misha Holm fra 4.a på Susåskolens Herlufmagle afdeling var begejstret for besøget i Ressource City, hvor hun blandt andet lærte, at det tidligere skrald kunne laves til pæne ting.

Og det giver en særlig læring at komme ud og prøve tingene i virkeligheden, siger Søren Eriksen, der er lærer på Susåskolen.

- Eleverne lærer her noget af det vigtigste - at prøve selv. De får lov til at prøve nogle ting og derved blive klogere og se hvor spændende tingene kan være på en anden måde. Det er jo desværre noget af det, som vi ikke har tid til i en travl hverdag. Så det er pragtfuldt, at vi som skole kan komme ud og gøre det her på en anden måde, siger han.

Og Jesper Tornbjerg er glad for arrangementet.

- Jeg er overvældet. Jeg synes, at det er super sjovt! Og der er mange vildt kreative ting, som eleverne arbejder med. Vi er 7,5 milliarder mennesker på jorden, og vi skal alle hjælpe hinanden med at nå verdensmålene. Det gælder om at engagere os alle sammen. Det er selvfølgelig de voksnes ansvar, men de unge, der er her i dag, er jo voksne, når målene skal være nået i 2030, siger han.


Nyhedsoverblik