Nøgenfilmer fortryder video

Reklamedirektør Henrik Paaske fortryder, at han optog og publicerede en film af en gruppe nøgenbadende pensionister.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Perverse Svin.

Sådan lød titlen på en video på internettet, som reklamedirektøren Henrik Paaske havde filmet af en gruppe nøgenbadende pensionister ved en strand på Enø.

Reklamedirektøren følte sig krænket over, at pensionisterne nøgenbadede i nærheden af hans børn, og gik i videoen kraftigt til angreb på mændene, der kaldes ved ukvemsord og som vises nøgne i videoen.

Fortryder video

Men nu fortryder Henrik Paaske videoen og det faktum, at han har publiceret det på først Youtube og senere tjenesten webtv.dk.

Det skriver Ekstra Bladet.

Henrik Paaske er flere gange blevet politianmeldt for sin optræden i sagen. Først for at optræde aggressivt på stranden, og senere for at chikanere de filmede pensionister.

- Jeg fortryder den video. Der gik jeg over grænsen. Jeg vil ikke tage ansvar for hele sagen, men jeg vil gerne stå ved, at det ikke var smart at råbe de ting, jeg gjorde. Og jeg vil gerne understrege, at jeg intet har imod nøgenbadere. Jeg synes blot, at de kunne tage hensyn til, at der står en 11-årig pige og bliver generet af deres nøgenhed, siger han til Ekstra Bladet.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterforsker i øjeblikket sagen som en straffesag.


Nyhedsoverblik