Nyhedsoverblik

Næstved-stemmesluger går efter dobbeltmandat

Byrådsmedlem Charlotte Roest (S) fra Næstved går ved kommunal- og regionsrådsvalget til november efter at blive genvalgt til byrådet - og samtidig valgt til det nye regionsråd for Østdanmark.

Det skriver hun selv på Facebook.

- Drømmen er at blive valgt til både Næstved Byråd og til den nye storregion, Region Østdanmark. At have en plads begge steder - vil gi’ så meget synergi og handlemuligheder, skriver hun i et opslag på Facebook.

Charlotte Roest understreger, at hun fortsat vil kæmpe for et godt liv på landet, hvilket også var hendes mærkesag ved kommunalvalget for snart fire år siden.

- Fordi, når Danmark er for lille til store forskelle, ja så er Sjælland og Næstved det jo altså også, lyder det fra Charlotte Roest.

Charlotte Roest fik ved valget i 2021 tredjeflest stemmer blandt de socialdemokratiske byrådsmedlemmer. 

Socialdemokratiet har forleden droppet partiets forbud mod dobbeltmandater. Charlotte Roest skal dermed ikke vælge mellem Næstved Byråd og regionsrådet, hvis hun bliver valgt ind begge steder.