¨

Næstved-pølser får guld

00:42

Slagtermester Kim Søndergaard fra Kvalitetsslagteren i Næstved har fået international hæder

1 af 2

Ved pølsernes svar på et World Cup fik fire pølser fra Næstved topplaceringer.

De skal tørre i fem måneder. Pølserne fra Næstved. Og det lader til, at de er ventetiden værd. De lufttørrede pølser har nu fået international hæder.

I alt blev det til fire guldmedaljer ved den internationale messe i Frankfurt IFFA (International Fleishwirtschaftliche Fachmesse). Messen finder sted hvert tredje år, og den er åben i seks dage. Her kommer der knap 63.000 besøgende fra 143 lande.

Men det er vist ikke en tilfældighed, at pølserne er guld værd.

Det har nemlig taget slagtermester Kim Søndergaard fra Kvalitetsslagteren i Næstved over halvandet år at nå frem til den helt rigtige opskrift. Og det ser ud til, at han har ramt plet.

- Jeg er da mega stolt. Det var første gang, jeg var med i en international konkurrence, så det havde jeg jo ikke regnet med. Jeg holder jo bare til i lille Næstved. Men jeg må da også indrømme, at jeg er stolt af mit produkt. Jeg synes også selv, at mine pølser er super gode, det er der ingen tvivl om, siger Kim Søndergaard til TV ØST.  

Kim Søndergaard havde sendt fem forskellige pølser ind til vurdering, og her høstede fire af dem altså guld og én bronze.

Ligesom gode vine

Kim Søndergaard har altid arbejdet meget med udvikling af nye spændende produkter. Han har fundet inspiration til sine pølser i Sydeuropa, men de bliver produceret under nordeuropæiske klimabetingelser. Pølserne tørrer nemlig i et kølerum, og der skal de hænge i flere måneder.

- Det er ligesom med gode vine. Det tager tid, før de bliver gode – de skal have tid til at modne. Jeg går rundt og dufter til dem hver dag, og mærker på dem, for at finde ud af, hvordan de har det, siger han.

Guldmedaljerne er først lige landet i butikken. Dommerne har nemlig brugt flere uger på at smage og votere, så Kim Søndergaard har gået stille med dørerne indtil i dag.

- Medaljerne kommer da frem og stå. De skal være synlige, siger han.  

Ingen store globale virksomheder kunne deltage i konkurrencen, kun små producenter ligesom Kim Søndergaard.

Præmiepølserne er med ramsløg, chorizo i to varianter, rødvin og trøffel. Som Kim Søndergaard siger til TV ØST, så koster god kvalitet. 20 skiver lufttørret pølse koster cirka 45 kroner. 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App