Næstved Metalfest udvider med Open Air scene

I år er der investeret ekstra meget i Næstved Metalfest, der løber af stablen fredag og lørdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I år afholdes festivalen Næstved Metalfest fra den 19. til den 20. august, og man forventer omkring 1400 gæster over de to dage. Her kan man komme og headbange til Heavy-Metal fordelt på både en indendørs- og udendørsscene.

- I år har vi helt klart opskaleret med en stor udendørsscene og et stort lyd- og lysanlæg og en større bandpakke med nogle forholdsvis dyre bands fra udlandet, der gør, at Næstved Metalfestival i hvert fald kommer på Danmarkskortet, men måske også på verdenskortet, med festivaler inden for den her genre, siger Michael Andersen, der fik idéen til festivalen og siden har været arrangør sammen med Jimmy Nielsen.

quote Det har været en stor succes at lave en metalfestival i Næstved. Det virker til, at der er et behov for det på Sydsjælland

Michael Andersen, festivalens bagmand

Siden den første udgave af Næstved Metalfest i 2019, har arrangørerne oplevet stor interesse for festivalen.

- Det har været en stor succes at lave en metalfestival i Næstved. Det virker til, at der er et behov for det på Sydsjælland, siger Michael Andersen.

- Vi er Sjællands største Open Air Metalfestival. Copenhell er markant større, men den ligger jo på Amager.

Flere internationale bands fra Europa

Festivalen byder på artister som det grammy-nominerede band Candlemass og det græske band Rotting Christ.

- Vi er en international festival. I år kommer der bands fra både Grækenland, Frankrig, Sverige og Finland og nok også nogle, som jeg har glemt lige nu. Der er 18 bands, der kommer og spiller fra store dele af Europa, siger Michael Andersen.

Til dette års udgave af Næstved Metalfest, kommer der blandt andet bands fra både Grækenland, Frankrig, Sverige og Finland.
Til dette års udgave af Næstved Metalfest, kommer der blandt andet bands fra både Grækenland, Frankrig, Sverige og Finland.

Udvidelsen af festivalen har dog krævet en stor økonomisk investering.

- Vi har været ambitiøse i år med at lave en investering i festivalen, så vi kommer ikke til at tjene penge på det i år, siger han.

quote Det er da en fornøjelse at se det vækste. Det er noget, der glæder mit hjerte, når jeg også har mine rødder her

Michael Andersen, festivalens bagmand

Derudover har festivalen været udfordret af de stigende elpriser, der har gjort hele setuppet bag festivalen dyrere, ligesom både frivilligt og betalt mandskab har været svært at skaffe. Michael Andersen glæder sig dog over, at der år for år kommer flere gæster forbi festivalen.

- Det er da en fornøjelse at se det vækste. Det er noget, der glæder mit hjerte, når jeg også har mine rødder her.

Vil give noget tilbage til Næstved

Michael Andersen er direktør i pladeselskabet Target Group, der står bag festivalen. Han har mange års erfaring med at stable arrangementer inden for musikbranchen på benene. Da han i 2019 fik idéen til festivalen, var det fordi, han gerne ville give noget tilbage til hjemstavnen.

- Jeg har min base i Næstved, hvor jeg er født og opvokset og er faktisk lige flyttet tilbage til byen. Derfor ville jeg gerne prøve at lave noget dér, hvor jeg kom fra og prøve at give noget af den viden, som jeg har fra de ting, jeg har lavet i de sidste 25 år, tilbage til min hjemstavn, siger Michael Andersen.

Michael Andersen er selv født og vokset op i Næstved og ønsker med festivallen at give noget tilbage til den by, han kommer fra.
Michael Andersen er selv født og vokset op i Næstved og ønsker med festivallen at give noget tilbage til den by, han kommer fra.

Interessen for den hårde rockmusik opstod, da Michael Andersen var ung i Næstved i 1990´erne. Her var han en del af et Heavy Metal-miljø, hvor han spillede i band, stod bag et blad og arrangerede koncerter.

- I slutningen af 90’erne begyndte metalscenen stille og roligt at gå i stykker hernede. Der var mange i den klike, vi var hernede, der flyttede samtidig. Så har det ligesom været dødt i de sidste mange år. Så med den her festival, så gør det, at der igen er fokus på metalmusik i Næstved.

Nu håber han, at Næstved Metalfest kan etablere sig som en festival, hvor gæsterne vender tilbage år efter år.

- Ambitionen er, at det vækster. Jeg ville være rigtig tilfreds, hvis det blev en festival, hvor der var 1500 til 2000 dedikerede mennesker. Det behøver ikke blive større end det. Min erfaring er også, at hvis det bliver større, så mister det  lige pludselig sin sjæl eller bliver alt for dyrt, Michael Andersen.

Årets festival finder sted ved Grønnegade Kulturcenter i Næstved og det er stadig muligt at få fat i billetter via festivalens hjemmeside.

Jimmy Nielsen til venstre og Michael Andersen til højre
Jimmy Nielsen til venstre og Michael Andersen til højre