Næstved lokker nye naboer til byen med croissanter og goodiebags

Torsdag morgen forsøgte Næstved Kommune at overbevise morgenpendlerne om at flytte til byen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De mange pendlere til Næstved fik sig en noget anderledes velkomst, da de torsdag morgen stod af Næstved Station.

Her uddelte flere ansatte fra kommunen sorte Mærk Næstved-goodiebags med blandt andet croissanter og postkort ud til de mange pendlere.

Bagtanken er simpel. Der skal flere mennesker til byen, og det er oplagt at lokke dem til, som allerede arbejder i byen.

Hver eneste dag triller hele 5.629 pendlere til Næstved fra andre kommuner i tog eller bil valfarter for at passe deres arbejde. 

 
 
Foto: TV ØST

Begivenheden sker som et led i byens 882 års fødselsdag torsdag, og ud over croissanter og postkort spiller den lokale perkussionist Benjamin Barfod morgenmusik for pendlerne.

Penge at spare

Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S) peger på, at Næstved har alt det, som pendlerne efterspørger.

- Vi ved, at børnefamilier har en meget presset hverdag. Tænk, hvis de kunne få en ekstra time - eller to - forærende om dagen ved at flytte til Næstved Kommune. Der er næsten ikke noget skønnere end at kunne cykle på arbejde med fuglenes fløjt som baggrundsmusik, udtaler Carsten Rasmussen i en pressemeddelelse.

Ud over tid er der ifølge kommunen selv masser af kroner og ører at spare, hvis man rykker til Næstved fra eksempelvis København. 

Flere kæmper samme kamp

Det er langt fra første gang, at en kommune i vores område forsøger at lokke tilflyttere til.

I Vordingborg Kommune skal et gratis ophold i et hus i Damme på det vestlige Møn være med til at lokke nye indbyggere til området. Hos Sorø Kommune fortæller en lokal tilflytterambassadør de gode historier om Sorø til folk, der overvejer at rykke til kommunen.

Faxe Kommune har især kastet sig over de sociale medier i forsøgte på at lokke nye beboere til. Facebooksiden og hashtagget, begge med navnet Følelse af Faxe, fungerer som samlingssted for borgernes egne historier om de steder, hvor de bor, og de bedste historier vil kommunen opsøge og lave små videofilm om.

Kampagnen vil også være meget synlig på vejene i kommunen, for kampagnesloganet pryder nemlig kommunens elbiler.